Er du til brede pister, hygge og god østrigsk afterski, er Schladming højest sandsynligt et skiområde, du vil kunne lide. Det ikke-så-kendte område byder på rigtig godt skiløb til flere niveauer samt et bredt udvalg af forskellige oplevelser lige fra Østrigs længste kælkebane og World Cup-pister til gigantisk afterski, hestekane-tur, underjordisk gletsjer-iglo og meget meget mere.
Find en skiferie til Schladming her: Sunweb | Snowtrex
Skiekspert Martha Gottlieb har besøgt Schladming og giver nu sin udførlige anmeldelse af skiområdet. Læs anmeldelsen nedenfor, hvori Martha kommer ind på bl.a. skiterræn, sne- og vejrforhold, muligheder for overnatning, mad og drikke, transport og prisniveau.
Schladming ligger i Dachstein-Tauern regionen, og er en del af Ski Amadé som tæller hele 25 forskellige skidestinationer med i alt 760 pistekilometer. Disse er dog ikke forbundet, men med dit liftkort har du adgang til det hele, så hvis du f.eks. er i bil og har lyst til at prøve et andet område af, har du rig mulighed for det.
Selve skiområdet i Schladming har 123 km. sammenhængende pister samt 87 lifter og breder sig over de 4 bjerge, Hauser Kaibling, Planai, Hochwurzen og Reiteralm. I Schladming er der skiløb for alle typer af niveauer, men generelt anbefaler vi området til middel/øvede skiløbere.
Der er enkelte ret stejle pister, og vil man hele området rundt er det næsten umuligt at undgå røde og sorte pister. Desuden er pisterne ned til Schladming-by ikke super nemme. Så er man en nybegynder-familie eller har små børn, findes der andre østrigske skiområder, der egner sig bedre.
Dog findes der stadig mange blå pister på f.eks. Hauser Kaibling, som man fræse op og ned af, og der er desuden mange hyggelige ture gennem skov. Husk dertil på, at der ikke findes grønne pister i Østrig, hvorfor de blå pister godt kan være lidt ‘nemmere’ til sammenligning med de franske blå pister.
Her kommer en lille guide til de forskellige 4 bjerge i Schladming:
Hauser Kaibling:
Hauser Kaibling er det højeste af de fire bjerge med en bjergtop i 2015 meters højde. Dette er nok det mest varierede område med flest begyndervenlige blå pister samt røde og enkelte sorte nedfarter. Her finder du desuden også en længere markeret offpiste-skiroute.
Nede i dalen ml. Hauser Kaibling og Planai finder du stoleliften ‘6’er Alm’, og nedfarten hertil byder på en herlig blå piste, hvor både begyndere og øvede kan øve deres skiteknik. Et lille tip: Hauser Kaibling har mange østvendte pister, så er du til sol, kan det være en fordel at stå der om morgenen/formiddagen.
Planai
Planai er hovedbjerget, som er første bjerg, du entrerer fra selve Schladming by. Det kaldes også for VM-bjerget, hvilket skyldes den sorte pist nr 1, som blev brugt under Ski World Cup 2013, og som ender nede i centrum af byen. Her er desuden mange lange nedfarter, og du finder også Schladmings eneste funpark ‘Superpark Planai’ på venstre side af Planai.
Hochwurzen
Hochwurzen kan deles op i den øvre del med mange røde pister til de lidt mere erfarne, og den nedre og mere flade del med blå nedfarter til begyndere. En anbefaling går på den røde piste nr. 31, som er dejlig lang og bred. Her finder du desuden også den lange belyste kælkebane, men mere om den senere.
Reiteralm
Rigtig mange anbefaler Reiteralm, som værende det bedste af de fire bjerge. Det er det bjerg, der ligger længst fra selve Schladming by, og hvor der oftest er færrest mennesker. Reiteralm har hele tre gange i træk vundet prisen International Ski-run Gold Quality Seal (sidst i 2014/2015) som er en anerkendende pris, der gives for enestående skiløbskvalitet.
Sneforholdene og pisterne er derfor optimale til en dag fuld af sjov, og her finder du desuden endnu en VM-piste (den røde nr. 1), hvor du kan være heldig at se det østrigske ski-team træne. Reiteralm tilbyder desuden masser af hyggelige skihytter, hvor du kan lave et pitstop og få lidt god mad og drikke.
Schladming og det omkringliggende Dachstein-område er faktisk ret kendt for deres langrendsløjer. Du finder 86 km langrendsløjper i og omkring Schladming og Haus. Løjperne, der fører ind i den nedre og øvre del af Rohrmoos-dalen, er især populære pga. snesikkerheden. Derudover strækker et stort netværk af 472 km langrendsløjper sig over Ramsau am Dachstein, som har kvalitetsstemplet “Steyrisches Loipengütesiege”.
Schladming er som sådan ikke kendt som en offpiste-destination, men du kan dog godt være heldig at finde lidt let tilgængelig uberørt pudder gennem skov, f.eks. på østsiden af Planai-bjerget eller vest for Hauser Kaibling. Vil du virkelig udfordres og have en unik oplevelse ind under huden, kan du også booke en guide til Dachstein-området, hvor der findes flere vilde ture fra Dachstein-gletsjeren.
Mange østrigske skiområder ligger generelt rimelig lavt, sammenlignet med f.eks. nogle franske områder, hvilket godt kan have betydning for snesikkerheden. Schladming-byen ligger i 745 m. højde og det højeste punkt på bjerget er 2015 m.
Til sammenligning ligger den franske by og område Tignes Le Lac i 2100 m., så der er altså en betydelig forskel. Til gengæld er det meste af Schladming-området nordvendt, hvilket sikrer en super god snekvalitet. Dog er det selvfølgelig ikke optimalt, hvis du mest er til skiløb i solskin. Hertil kan det anbefales at tage afsted lidt senere på sæsonen, men det kan så igen havde betydning for snekvaliteten.
Du finder de fleste forskellige muligheder for at leje af udstyr omkring hovedliften Planai, som ligger i centrum af Schladming by. Her findes der både Sport2000, 2 stk. Intersport samt Tritscher, som er ejet af Skiset.
Hos Tritscher kan man også booke skiundervisning hos byens nok største skiskole. Der ligger desuden også en Tritscher skiudlejning i Rohrmoos og ved hovedliften i Hochwurzen. Her har man også mulighed for at booke skiskole.
Ønsker man dansk skiskole, anbefaler vi at kontakte sit skirejsebureau hjemmefra, da de som oftest har tilknytning til de danske skilærere, der findes i området. Disse bliver dog hurtigt booket, så gør det gerne i god tid.
Det er muligt at bo omkring alle fire bjerge i Schladming, men bor man tæt på Planai, så bor man i downtown-Schladming og i gåafstand til det meste. Husk dog på, at der kun går én lift op fra byen, så hav det gerne in mente, hvis du ikke vil gå for langt med dine ski.
I og omkring Planai ligger der store klassiske hoteller med meget moderne faciliteter spa, mv. Der er desuden enkelte mindre hoteller, men ikke super mange pensionater og/eller lejligheder. Er man mere til bed and breakfast med halvpension, så finder der også lidt af det ved Planai.
Eller kan det anbefales at søge op mod Rohrmoos, som ligger nærmere Hochwurzen bjerget. Her kan man desuden være heldig at have ski in/ski out, hvilket ikke er særlig udpræget i Schladming. I Rohrmoos ligger der også et par større hoteller, men mest mindre pensionater.
Her er man dog ofte ret afhængig af bus eller bil, hvis man vil ned til Schladming-by og på restaurant, shoppe eller på afterski. Vi anbefaler det derfor f.eks. til børnefamilier eller andre, der måske ikke er så afhængig af ovenstående.
Du kan være heldig at finde lidt billigere indkvartering i og omkring Hauser Kaibling og Reiteralm (sammenlignet med Planai og Hochwurzen), da de ligger længere væk fra selve Schladming by. Men byerne er ret små, og det er som udgangspunkt mest lokale, der bor derude.
Der er dog blevet bygget nogle nyere luksuriøse lejligheder, som kan være værd at tage et kig på. Rejser du på charterferie, er det dog som oftest omkring Schladming-by og Rohrmoos, du kommer til at bo.
Det skal desuden nævnes, at østrigsk indkvartering som et plus ofte byder på spa-lignende faciliteter såsom sauna og rigtig tunge dyner!
Vil du selv lave mad, er der fine supermarkedsmuligheder i Schladming, som inkluderer Spar og Billa. Sidstnævnte er nok det mest velassorterede.
De gamle smalle gader i Schladming tilbyder et stort udvalg af restauranter, og der er rigtig meget at vælge imellem. Landstuberl Friesacher (aka The Pink House) er blevet udnævnt til det bedste bøfhus i Schladming. Med personlig service fra ejerne og lokale bøffer, der smelter på tungen, må du ikke gå glip af dette sted, hvis du er til godt kød.
Ellers er Winter Garden, som er en del af Kleiner Steirhof Hotel en anden lokal perle, der tilbyder en rig menu bestående af fantastiske fisk- og kødretter sammen med forskellige pizzaer og pastaretter. For mere typisk østrigske delikatesser, gå til Talbachschenke.
Denne gamle ombyggede vinkælder serverer en traditionel østrigsk menu med regionale retter. Dertil kan du også både få en god burger og fritter til en rimelig penge på Papa Joes eller lækker mexicansk mad på sportsbaren Marias Mexican. En rigtig god italiensk restaurant finder du lidt gemt væk i Planai-vest. Denne hedder Amalfi, og serverer sublime pizzaer samt lækre pastaretter.
Der mangler ikke bjergrestauranter i skiområdet omkring Schladming, og rigtig mange af dem er hyggelige og til en overkommelig pris. Generelt er det østrigske køkken gode til supper, pølser og sammenkogte retter samt desserter, og det kan alt sammen skylles ned med godt øl.
Schladminger Hutte, placeret ved toppen af hovedgondolen på Planai-bjerget, er meget bekvemt placeret og er en populær restaurant, som altid er travl ved frokosttid. Onkel Willys er et andet meget populært spisested.
Dette solspot har en stor terrasse, og der spiller ofte live bands, som bevirker, at stedet fyldes hurtigt. For lidt roligere omgivelser og traditionel mad, tag til Marchenwiese Hutte, der specialiserer sig i lækre hjemmelavede delikatesser og har en meget hyggelig og indbydende atmosfære.
Berggasthof Jager er også et hyggeligt sted uden alt for mange mennesker, hvor der er også er en terrasse med sol fra ca. middagstid og frem.
Transportmulighederne til Schladming tæller flere. Du kan som altid vælge at køre i bil til Schladming, hvilket som udgangspunkt tager ml. 14-16 timer fra København (inkl. færge) og samme fra Århus.
Har du booket din rejse gennem et skirejsebureau og har du valgt at flyve, lander du oftest i Salzburg, hvor der kun er en kort bustransfer på ca. en time til Schladming. Flyver du selv, kan det som oftest bedst betale sig at flyve til München og herefter tage en taxa/bus eller leje en bil videre til destinationen.
Der er ca. 3 timers køretid til Schladming herfra. Mange skirejsebureauer tilbyder også billig bustransport. Vær dog opmærksom på, at der kan være stop ved andre skidestinationer, inden du når til Schladming.
Du kan også taget toget helt til Schladming. Her skal du enten over München, Salzburg eller Innsbruck, hvorfra der går tog direkte til Schladming by.
Fra Schladming kan du også både tage bus og tog videre til andre skidestinationer, hvis du skulle få lyst til at prøve nogle andre områder.
Hohenhaus Tenne
Man kan ikke sige Schladming uden at nævne Hohenhaus Tenne. Dette enorme afterski-sted er efter sigende Europas største med en kapacitet på op til 3000 mennesker. Her får du syv barer og en restaurant fordelt på tre etager, og selvom gennemsnitsalderen er forholdsvis høj, er der altid gang i den og dans på bordene til tyroler- og schlagermusik.
Dachstein gletsjeren
Som tidligere nævnt har du adgang til hele Ski Amadée med dit liftkort til Schladming, og hvis du har en uge at gøre godt med, er det anbefalelsesværdigt at tage en tur til Dachstein gletsjeren og stå på ski der. Du kommer dertil via bus fra Schladming, hvorefter kabineliften fører dig op til 2700 meters højde. Her er der brede, velpræparerede gletsjer-pister, hvor du kan øve carvingsving i timevis. Derudover kan du besøge Ice Palace, som er en grotte under gletsjeren fyldt med isskulpturer, og hvis du ikke lider af højdeskræk, bør du tage en tur over hængebroen eller på Skywalk og nyde den betagende udsigt over de østrigske bjergtoppe.
Night race
Schladming er vært for det spektakulære, årlig World-Cup natløb for herrer i FIS-sæson. Det tiltrækker intet mindre end 40.000 tilskuere fra nær og fjern og danner rammen for en efterfølgende fest i byen. Det kan i den grad anbefales, hvis man er heldig at være på skiferie i samme uge som begivenheden.
Østrigs længste kælkebane
Efter mørkets frembrud har du mulighed for at suse ned af den 7 km lange oplyste kælkebane, hvilket er en sand fornøjelse. Den starter ved toppen af Gipfelbahn Hochwurzen, hvorefter det går over stok og sten ned til bunden af liften.
Natskiløb
Ikke at forveksle med The Night Race, så har du også muligheden for selv at stå på ski, efter solen er gået ned. Det foregår på den oplyste pist 33 i Hochwurzen, hvor du kan øve dine sving på 3 km piste.
Snapsesmagning
Midt på torvet i Schladming ligger det lille brænderi Wein- & Schnaps Spezialitäten Toni. Her kan du komme til snapsesmagning og købe spændende smagsvarianter af vin og snaps med hjem.
Blue Tomato
I centrum af Schladming ligger Blue Tomato, som er en skibutik med et kæmpe udvalg af skiudstyr -og tøj. Du kender den måske som international netbutik, men det hele startede i Schladming, så den er bestemt et besøg værd, hvis du mangler lidt grej.
Vandreture
Der findes virkelig mange gode og smukke vandreture i og omkring Schladming, hvoraf nogle er oplyste om aftenen. De findes i forskellige længder og sværhedsgrader, og på den lokale hjemmeside, finder du masser af ruter og vejledning dertil.
Heste-kanetur
Tag på en hyggelig og romantisk tur gennem sneen i en hestetrukket kane fra Rohrmoos til Obertal-dalen. Hvis du vil stoppe for forfriskninger, er der rustikke alpine hytter undervejs, der inviterer dig til at nyde en varm drink ude på deres solterrasser eller ved siden af en varm, hyggelig kakkelovn.
Wellness
Som så mange andre steder i de østrigske alper, er der også i Schladming rig mulighed for spa og wellness. Både på Hotel Falkensteiner og Hotel Pichlmayrgut (som er hhv. 4- og 5-stjernede hoteller) kan du købe dagsbillet og få adgang til de mange forskellige wellness-muligheder, der emmer af afslapning og luksus.
Skiferier er aldrig de billigste ferier, men Schladming må siges at være inden for den rimelige prisklasse, når man f.eks. sammenligner med andre østrigske destinationer. Dette gælder hele paletten af overnatning, mad, drikke, skiudlejning, transport og oplevelser.
Schladmings historie går langt tilbage, og den har været påvirket af sin fortid som mineby samt af flere krige og ødelæggelser, der har sat sine spor. Anlæggelsen af jernbanen i 1875 var en vigtig begivenhed, der bevirkede, at turismen begyndte at blomstre.
Efter denne centrale transportmulighed øgedes turismen yderligere, og snart bidrog de første skiløbere til, at Schladmings blev til et af Østrigs mest populære skiferie destinationer.
Som tidligere nævnt ligger Schladming ikke super højt ift. andre skiområder. Til gengæld er mange af bjergsiderne nordvendte, hvilket godt kan give ret kolde temperaturer i hvert fald i starten af sæsonen. Grundet Schladmings afholdelse af VM i 2013 er der investeret en del i området, hvorfor mange af lifterne er ret moderne, og nogle endda med varme i sædet.
Med det in mente er der ikke som sådan noget udstyr udover det sædvanlige, vi anbefaler specifikt til denne destination. Det skulle da lige være nyslebne carvingski, så du rigtigt kan prøve de velpræparerede VM-pister af!
Prisleje varierer fra område til område. I artiklen kommer vi ind på prislejet i Schladming.
Om du er begynder, øvet eller ekspert har en betydning for, om Schladming er det ideelle skiområde for dig. Læs om hvilket skiniveau Schladming er velegnet til i artklen.
Sne- og vejrforholdene skifter fra år til år, og man kan aldrig vide sig sikker på forholdene. Få svar på hvordan forholdene ser ud i artiklen.
Martha arbejder som journalist og skiekspert for Magasinet Ski. Hun har haft hele 3 sæsoner i Alperne som destinationsguide/skibums. Derudover har hun arbejdet i skibutikken 'OneOpenSky' som udstyr- og tøj ekspert. Én af hendes store interesser er freeride (offpiste), hvilket også er årsagen til, at hun har deltaget i DM i Freeride og været på offpiste-ture bl.a. i Makedonien. Hendes erfaring spænder bredt, idet hun har prøvet kræfter med et væld af skidiscipliner, herunder alpinski, freeride, randonee/touring, freestyle og snowboard. Som ekspert følger hun med i de seneste nyheder, undersøgelser og trends inden for skiverdenen og bruger hendes bekendte inden for "ski-miljøet", herunder professionelle skiløbere, som sparringspartnere, således hendes tests og guides bliver så retvisende som muligt.