Skiferie Kitzbühel

Udsigt skiferie Kitzbühel
Sidst opdateret: oktober, 2024 | Denne artikel indeholder annoncer

Det legendariske skiområde Kitzbühel, der er kendt for sine Worldcupløb, ved navn “Hahnenkammrennen”, kan meget andet end at lægge sne og piste til de professionelle. Med gode muligheder for nybegyndere samt udfordringer til eksperterne, er dette fantastiske område et besøg værd, og det er bestemt ikke uden grund, at det flere gange er kåret til verdens bedste skiområde.

Find en skiferie til Kitzbühel her: Sunweb | Snowtrex

Skiekspert Jakob Lützhøft har besøgt Kitzbühel og giver nu sin udførlige anmeldelse af skiområdet. Læs anmeldelsen nedenfor, hvori Jakob kommer ind på bl.a. skiterræn, sne- og vejrforhold, muligheder for overnatning, mad og drikke, transport og prisniveau.

Om Kitzbühel

Skiterræn

Med sine omtrent 160 km piste er Kitzbühel et mellemstort skiområde, hvor man nemt kan besøge sine favorit pister flere gange. Størstedelen af pisterne er blå og røde, men selvom der kun er omkring 22 km sorte pister, bliver det ikke et problem for den erfarne skiløber at finde udfordring. Kvaliteten af de sorte pister er i top, hvor man med en tur på Worldcuppisten “Streif” får en stor oplevelse og udfordring.

Med en maks hældning på 85% ved stykket “Mausefelle” udfordrer den selv de professionelle skiløbere, så det er en stor bedrift at kunne sætte flueben ved.
Kitzbühels mange forskellige børnebakker gør også området særligt begyndervenligt, så hvis I er afsted i en flok med varierende niveau, bliver det intet problem at finde underholdning til alle.
Den længste strækning er 8,3 km lang, hvor du bevæger dig mere end 1.000 højdemeter ned gennem det smukke landskab, som ruten tager dig igennem. 

Når I begiver jer rundt i området, vil I primært støde på nye gode lifter, da de årligt spenderer mange penge på at forbedre deres liftsystem. Omkring Bichlalm vil I møde flere ældre lifter end i resten af området, men det bliver ikke et problem for jeres oplevelse. I løbet af de senere par år har Kitzbühel fået bygget liften 3S, der binder området sammen, og derfor forbedrer hele skioplevelsen. Liften, der i alt er 3,5 km lang, transporterer dig over dalen på ca. 9 minutter, hvor du kan nyde den flotte udsigt ud over det skønne sneklædte bjerglandskab.

Området har mange muligheder for freestyle skiløberen eller snowboarderen i form af flere funparks og halfpipes. Derudover kan du få stillet din trang til frisk dyb pudder, hvor du bl.a. kan begive dig til Bichlalm og Kitzbüheler Horn. Ved Bichlalm kan du prøve catskiing, hvor man bliver transporteret højere op ved hjælp af en maskine, der bedst kan beskrives som en specialbygget pistemaskine. Her kommer man op til fantastiske uberørte spor i offpisten. Yderligere kan man udvide sine offpist eventyr på Kitzbüheler Horn, som byder på flere muligheder for touring. 

Brænder du for en stund på langrend, har området 70 km præparerede langrendsløjper. Dette område bliver bl.a. benyttet af den professionelle skiskytte Lisa Hauser, som netop har vundet massestarten ved VM i skiskydning 2021. Områdets pister befinder sig mellem 800 til 2000 højdemeter, hvor Zweitausender er højeste punkt på 2004 meter. Den store højdeforskel betyder, at man både får skiløb i det rå bjerglandskab samt i det træklædte terræn. Derfor er du garanteret utallige flotte syn, når du begiver dig til Kitzbühel.

Hytte og skov Kitzbühel

Sne- og vejrforhold

Med områdets højdemeter er I sikret sne stort hele sæsonen fra december til april, hvor I næsten altid vil kunne finde gode pister på trods af svære vejrforhold. I og med at området kun har en maks højde på 2000 meter, kan man sagtens blive mødt af plusgrader uden for højsæsonen, hvorfor sneen vil være af ringere kvalitet. Her vil man til gengæld kunne bruge skidagens senere timer ved en hyggelig hytte og nyde solen over det smukke bjerglandskab.

Skiudlejning

Kitzbühel er fuld af muligheder for leje af skiudstyr. Her støder man bl.a. på de mere kendte udlejere i form af Intersport og Hervis, som man også kan finde i mange andre skisportsområder. Derudover er der også flere lokale skiudlejninger, hvor kvaliteten er i top.

Element3 og Skirent Michael er garanti for god service og en god oplevelse, når man lejer hos dem. Ellers handler det om at undersøge sine muligheder hjemmefra eller gå en tur i byen, så man kan få et godt overblik over kvalitet og priser. Det er vigtigt altid at prioritere kvaliteten af dit skiudstyr, da det forkerte udstyr kan have konsekvenser for kvaliteten af din skiferie. Betal derfor hellere lidt mere for det rigtige udstyr, så du ikke skal bruge tid og kræfter på forkert udstyr.

Skiskole

I Kitzbühel finder I skiskolen Rote Teufel, som for det meste har danske skiinstruktører. Ellers vil man typisk kunne få en engelsktalende skilærer. Der er af den grund rig mulighed for at få forståelig undervisning, så du nemmere får forbedret dit ski niveau, og derfor får endnu mere ud af tiden på pisten. Skiundervisning er ikke nødvendigvis kun for begyndere, men kan også anbefales til mere øvede skiløbere, da man for det meste kan lære noget nyt.

Derudover kan man gennem årene have tilvænnet sig nogle dårlige vaner i sit skiløb, som en instruktør vil kunne fravænne. Desuden har de en god skiskole for børn, hvor de tager sig godt af dine børn, mens du er ude og nyde skidagen. Vi anbefaler, at I booker skiskole tidligst muligt hjemmefra. På den måde er I sikre på at få skiskole samt få opfyldt flest mulige ønsker med hensyn til tidspunkter og instruktørens sproglige kundskaber.

Overnatning

Med rig mulighed for at vælge mellem luksuriøse spa- og wellness hoteller, familieejede hoteller, pensionater, lejligheder og chaleter, er der næsten frit valg på alle hylder, når I skal vælge, hvilken overnatning I kunne tænke jer. Det er vigtigt at forholde sig til, hvor indlogeringen har beliggenhed i forhold til lifterne og pisterne.

Kitzbühel har de to hovedlifter Hornbahn og Hahnenkammbahn. Hahnenkammbahn fører op til det største område, så tag dette i betragtning, når I booker. Derudover findes der flere indlogeringer i nogle af de mindre byer uden for Kitzbühel, hvorfra der også går lifter op i området. Det er derfor muligt at bo afsides og væk fra byen, hvor der stadig kan være stort fokus på nem opfart og nedfart om morgenen og aftenen.

Mad og drikke

Skiområdet byder på mange fantastiske spisemuligheder, hvor de fleste hytter har terrasser med udsigt ud over det flotte landskab. Ved Maierl liften finder I Maierl Alm. Her serverer de tyrolske specialiteter samt klassiske internationale retter, så der er rigeligt at vælge mellem. Udover maden har de flere fantastiske vine, som man kan nyde på deres terrasse. Mange tager ikke på skiferie til Østrig uden at smage en udsøgt Wiener Schnitzel.

Er dette også tilfældet for jer, bør I besøge Sonnalm, da deres Wiener Schnitzel leverer hver gang. Her er der høflig selvbetjening, men dette ødelægger ikke oplevelsen af den gode frokost. Derudover er der mulighed for afterski fra kl. 14:30, hvor der også er Happy Hour, så man kan slutte dagen af med en dejlig kold øl eller en god drink.Til sidst bør I besøge Berggasthaus Resterhöhe. Restauranten ligger under Resterhöhe stoleliften, og er en af de ældste hytter i skiområdet. Dette betyder, at den er meget traditionel og autentisk. Desuden benytter de sig af regionale råvarer, så man er sikret et dejligt måltid, der stråler af Tyrol. 

Vil man ud at spise om aftenen, er Kitzbühel fuld af skønne restauranter, hvad end det gælder hyggelige familieejede restauranter eller finere steder. Vi anbefaler, at I bestiller bord, hvis I planlægger at spise ude, da der oftest er fyldt de fleste steder. Søger I traditionel og klassisk østrigsk mad, er det værd at tage på Rasmufhof. 

Her er betjeningen fantastisk personlig, og der sættes stort fokus på hygge og en god oplevelse. Ved siden af maden kan man nyde en af deres 300 vine fra deres flotte vinkælder. Er I derimod på udkig efter en kulinarisk oplevelse, hvor maden er helt igennem fantastisk, skal I spise på Neuwirt. Her tager man hen for at forkæle sig selv, hvilket man i den grad også bliver. Restauranten har fokus på traditionalitet med et moderne præg, som de viser gennem deres udsøgte retter. Maden ligger oppe i den højere prisklasse, men er man villig til at betale mere for et dejligt måltid, er Neuwirt bestemt et besøg værd.

Ønsker I selv at stå for madlavningen, indeholder Kitzbühel flere supermarkeder i form af bl.a. Spar og Adeg. Begge supermarkeder har alt det nødvendige til madlavningen på skiferien inklusiv andre fornødenheder heriblandt solcreme. Kendetegnet for Østrig er de søde lokale, som altid gerne hjælper til, hvis I har spørgsmål til jeres indkøb eller andet. Benyt jer derfor af de lokale, som hellere end gerne vil anbefale lokale specialiteter og dele ud af andre gode råd. 

Transport

En af fordelene ved Kitzbühel er, at det er nemt at komme til og fra destinationen, hvad end I kører i bil, tager bus eller flyver. Kører I selv, tager det omtrent 14 timer afhængigt af startdestination samt trafik. Størstedelen af indlogeringerne har selv parkeringspladser, men er dette ikke en mulighed, er der flere offentlige parkeringspladser i byen, som man kan benytte mod betaling.

Vi anbefaler, at I sætter jer ind i dette, inden I booker, så I undgår en ubehagelig overraskelse i form af ekstra betaling for parkering af bilen. Derudover tilbyder flere danske rejsebureauer busrejser til Kitzbühel, hvor man typisk kan nøjes med at booke busrejsen, hvis man ikke ønsker en pakkerejse. Ved denne løsning samles man op på en af afhentningsdestinationerne i Danmark, og kan derfra nyde turen ned til de østrigske alper. De fleste busser afgår om formiddagen og eftermiddagen, så man er på destinationen om morgenen. 

Foretrækker I derimod at flyve, ligger Salzburg lufthavn tættest på med blot 75 km til Kitzbühel. Alternativerne er Innsbruck- og München lufthavn, som ligger henholdsvis 100 km og 170 km væk fra Kitzbühel. Fra alle tre lufthavne kan man enten benytte sig af en shuttlebus eller tog til skisportsområdet. Ønsker I en dag væk fra Kitzbühel for at besøge et andet skiområde, kan I på 45 minutter tage toget til Zell am See og begive jer ud i dette spændende skiområde, som også hænger sammen med Saalbach. Her skal I dog tilkøbe jer et dagsliftkort, da det desværre ikke hænger sammen med Kitzbühel.

Oplevelser

Er man på udkig efter oplevelser udover skiløbet, kan man bl.a. kaste sig ud i en kælketur på Gaisberg i den nærliggende by Kirchberg. Turen foregår ned ad en 3,5 km lang rute, og det er en sjov oplevelse for alle. Om I er en vennegruppe eller familie, skaber en kælketur som denne altid massere af smil og gode minder. Hvis I ikke har fået nok skiløb i løbet af dagen, kan I på selvsamme bjerg køre aftenski, hvor I kan nyde den oplyste piste på Gaisberg. 

Har I derimod brug for at slappe af, kan I tage i Aquaarena og forkæle jer selv. Dette sted er godt for både børn og voksne, hvor voksne kan nyde bl.a. spa og tyrkisk dampbad, mens børnene har det sjovt i vandrutsjebanerne. Befinder I jer i Kitzbühel, mens der er World Cup i alpin ski, bør I tage forbi og opleve dette. Det er en anderledes oplevelse, som I sent vil glemme.

Det såkaldte “Hahnenkammrennen” er det mest legendariske af sin slags, og har gennem tiden leveret fantastiske løb ned af pisten “Streif”. Op til 100.000 mennesker er til stede under løbet, hvilket skaber en unik atmosfære, når verdens bedste skiløbere suser ned af pisten. Populariteten bag løbet stammer bl.a. fra, at det ifølge skiløberne selv er det mest udfordrende løb i verden. Selvom man normalt ikke følger med i alpint skiløb, er det en oplevelse man sent vil glemme.

Vil man slutte skidagen af med en god omgang afterski, kan Kitzbühel selvfølgelig også levere dette. Selvom området ikke er kendt for deres afterski, skal man ikke tage fejl af, at de sagtens kan levere på dette punkt. Den klassiske østrigske afterski lever i den grad også i dette område. Lige ved siden af Hahnenkamm gondolliften ligger Pavillon, som er en klassisk østrigsk træbar.

Her må man selvfølgelig danse på bordene og kan bl.a. få serveret østrigsk snaps og kolde fadøl. Yderligere kan man øge afterskihyggen med et godt spil søm. Derudover byder byen på mange flere barer og klubber, så der er massere at vælge mellem, hvis I vil fejre en god skidag med en øl eller andet.

Prisniveau

Priserne i Kitzbühel ligger lidt over gennemsnittet i Østrig. Den høje kvalitet kan ses på priserne, men det er langt fra det dyreste skiområde, man kan rejse til. Er I ude i god tid med hensyn til bookning af hotel og skileje, vil I oftest kunne spare en del penge. Så jo før I bestemmer jer for at besøge dette fantastiske område, desto mere vil I oftest kunne spare i sidste ende. 

Historie

Skitraditionen i Kitzbühel stammer helt tilbage fra 1893, hvor Franz Reisch var den første til at stå på ski ned ad Kitzbüheler Horn. Dette medførte, at der efterfølgende blev kørt konkurrencer ned af dette bjerg, og at der i 1929 blev bygget den første første lift på Hahnenkamm. Herefter blev det muligt at afholde det første løb på pisten Streif i 1931, som nu til dags er kendt som “Hahnenkammrennen”. Alt dette har medført, at vi i dag kan nyde Kitzbühel som et af verdens bedste skiområder.

Skiudstyr og skitøj til skiferie Kitzbühel

Når du er på skiferie, spiller dit udstyr en afgørende rolle for, om du får den perfekte ferie. Derfor har vi samlet en liste nedenfor, hvor du finder det nødvendige skiudstyr samt udstyr, der kan være en fordel at anskaffe.

  • Ski – Lej eller køb nogle, der passer i størrelsen og til dit niveau og behov.
  • Skistøvler – Væsentligt at du lejer eller køber nogle, der passer dine fødder godt, da dårlige skistøvler kan ødelægge dagen på bjerget og eventuelt flere skidage senere på ugen.
  • Skistave – Ikke til helt nybegyndere, men er ellers en del af skiløbet til at holde balancen.
  • Skigoggles – Køb nogle gode (ikke nødvendigvis dyre), da god sigtbarhed gør dagen på bjerget sjovere.
  • Skiundertøj – Inderste lag under skitøjet. Holder dig varm og transporterer sved væk, så tøjet ikke bliver vådt og senere koldt.
  • Skisokker – Køb nogle skisokker, som sidder godt og tæt til din fod og dit ben. Sidder sokkerne ikke korrekt, kan de folde og forårsage irritationer/smerte i skistøvlen.
  • Skihjelm – Anbefales at købe eller leje en skihjelm, da du aldrig ved, hvad der kan ske på pisten.
  • Rygskjold – Beskytter mod slag på ryg og rygsøjle, og kan være god at have ved uheld.
  • Skihandsker – Køb nogle gode skihandsker (ikke nødvendigvis dyre), som holder dine hænder varme, da kolde hænder kan forringe en ellers god skidag.
  • Halsedisse – Beskytter mod vind og kulde, så man holder ansigt samt hals varm
  • Badetøj – God idé at medbringe, hvis man vil en tur i Aquaarena
  • Solcreme – Køb en solcreme af høj faktor, da solens stråler er meget kraftige i bjergene, når de reflekteres i sneen. Derudover indeholder lyset stadig UV-stråler ved overskyet vejr.

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

Er det dyrt at holde skiferie i Kitzbühel?

Prisleje varierer fra område til område. I artiklen kommer vi ind på prislejet i Kitzbühel.

Hvilket skiniveau er Kitzbühel velegnet til?

Om du er begynder, øvet eller ekspert har en betydning for, om Kitzbühel er det ideelle skiområde for dig. Læs om hvilket skiniveau Kitzbühel er velegnet til i artklen.

Hvordan ser sne- og vejrforholdene ud i Kitzbühel?

Sne- og vejrforholdene skifter fra år til år, og man kan aldrig vide sig sikker på forholdene. Få svar på hvordan forholdene ser ud i artiklen.

Forfatter
Picture of Jakob Lützhøft
Jakob Lützhøft

Jakob arbejder som journalist og skiekspert for Magasinet Ski. Det er de færreste som kan hamle op med hans viden om og erfaringer med samtlige skiområder i Europa. Og når han suser ned af de sneklædte løjper – uagtet om der er tale om en grøn, blå, rød eller sort farve -, er der ikke en finger at sætte på hans skiteknik. Hans viden om og erfaringer med skiområder samt korrekte skiteknik kommer af, at han er en inkarneret skibums, som har tilbragt op til flere vintre i bjergene som skilærer, skiguide, supervisor og destinationschef.

Hytte skiferie Hafjell

Gør ligesom 817 andre skiløbere og tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få eksklusiv adgang til:

✅ Konkurrencer (skirejser, skiudstyr og skitøj)

✅ Rabatkoder til skibutikker

✅ Tests af skiudstyr og skitøj