Sidst opdateret: februar, 2025 | Denne artikel indeholder annoncer
Drømmer du om en skiferie i en hyggelig, autentisk bjergby? Læs med om Valloire, hvor du får en fuld fransk oplevelse! Den lille franske perle er beliggende i 1430 meters højde, og har over 150 km. pister. 70 % af pisterne er over 2000 meters højde, så du er garanteret sne på din skiferie.
Der er rig mulighed for skiløb for hele familien, da Valloire byder på muligheder fra nybegynder til øvet niveau. Den gamle by emmer af stemning fra alle de lokale beboere, og du har rig mulighed for at nyde en omelet Savoie og et godt glas Côtes-du-Rhône på en af byens mange restauranter.
Skiekspert Emilie Holm har besøgt Valloire og giver nu sin udførlige anmeldelse af skiområdet. Læs anmeldelsen nedenfor, hvori Emilie kommer ind på bl.a. skiterræn, sne- og vejrforhold, muligheder for overnatning, mad og drikke, transport og prisniveau.
Indholdsfortegnelse
Om Valloire
Skiterræn
Valloire appellerer klart til alpint skiløb, og er et mekka for begyndere og let øvede skiløbere. Dog skal du ikke fortvivle, hvis du er øvet skiløber og er til off-piste og/eller en tur i snowparken, for det byder den franske destination også på!
Fordelingen af pister ser således ud:
21 grønne pister
25 blå pister
31 røde pister
6 sorte pister
Fordelingen af de 33 lifte i området ser således ud:
2 gondoler (de to hovedlifter i byen)
17 stolelifte
14 tallerkenlifte
Som det ses, så er over halvdelen af pisterne for begyndere og nybegyndere, nemlig de grønne og blå pister. Fordelen ved at være nybegynder i Valloire er, at der er mange pister for dette niveau og de er ikke overfyldte. Dermed er der god plads til at øve sig og få de parallelle ski på plads.
Desuden kan man også komme på toppen af bjergene, og køre ned af grønne og blå pister. Så man går absolut ikke glip af den smukke udsigt fra toppene, selvom man ikke er øvet skiløber.
Valloire består af 3 bjerge, som alle er inkluderet i liftkortet:
Crey du Quart
Sétaz
Valmeinier
Valloire – Crey du Quart
Herfra går den ene af byens gondollifte, Crét de la Brieve, som i forlængelse af stoleliften Brieve 2 giver adgang til toppen af bjerget og en udsigt i verdensklasse. Dette bjerg er for alle niveauer, og her er byens store snowpark og half-pipe til at finde.
På dette bjerg er der restauranter med store terrasser og liggestole, så man kan tage sig en velfortjent pause. Det man skal være opmærksom på er, at dette bjerg er forholdsvis vindfølsomt, da der er relativ bart på den øvre del. Derfor er vores anbefaling at tage over på Sétaz bjerget i blæsevejr.
Valloire – Sétaz
Herfra går byens anden gondollift, Sétaz, som giver adgang til toppen af bjerget via stoleliften Sétaz 2. Sétaz området er hyggeligt, og du er ofte omgivet af træer på de snoede skovpister. Her kan du blandt andet også opleve et gammelt kapel ude i kanten af pisten.
Nybegynderen trives i høj grad i dette område. Der er som tidligere nævnt mere læ i dette område, så klart en anbefaling at køre her på de blæsende dage. Fra Sétaz bjerget er det også muligt at køre direkte til den øverste bydel “Les Vernys”, som man også kan bo i.
Der er imellem liftene Sétaz og Sétaz 2 også en stor restaurant, Thimel, med terrasse og solstole, og det er også muligt at tage liften op uden ski og møde resten af familien til en varm kakao eller frokost.
Valmeinier
Hvis turen går til Valmeinier, så kan I få nogle dejlige lange ture derover. Her er også lidt mere læ end på Crey du Quart bjerget, så også et alternativ i blæst. I Valmeinier er der lidt flere restauranter end i Valloire, så det er helt klart værd at spise frokosten her.
Man skal være opmærksom på at komme tilbage til Valloire inden lifterne lukker, så det er altid godt at søge hjem til sin egen dal i god tid. Det er også værd at vide som snowboarder, at der er flere transport stykker i Valmeinier.
Generelt set, så er der mange slæbelifte i området, som kan være lidt udfordrende for en begynder. Downloader man app’en “Valloire” eller ser på pistekortet, så er de stejle slæbelifte markeret med en advarselstrekant. Disse kan være en fordel at undgå, da de stejle som oftest er de sværeste for en begynder/ let øvet skiløber.
Liftsystemet i Valloire og Valmeinier er ikke det nyeste eller hurtigste, men det går hånd i hånd med den franske charme, som byen byder på.
Desuden er det muligt med en køretur på omkring en halv time at køre til Orelle, der giver adgang til “Les 3 Valées”, som også inkluderer Val Thorens. Dog skal man være opmærksom på, at liftkort hertil ikke er inkluderet, og sådan en dagstur er mest optimal for den øvede/erfarne skiløber.
Netop for den øvede/erfarne skiløber, så kan man også få noget fint skiløb i Valloire. De fleste røde og sorte pister er dejlig brede boulevarder, så her er rig mulighed for at øve sine sving og teknik til perfektion.
Er man til brede ski i off-pisten, så kan man også sagtens finde fine forhold til dette i Valloire. På mange andre destinationer er off-pisten meget populær, og man skal være hurtigt i skistøvlerne for af nyde puddersneen.
I Valloire er det ikke off-pisten den primære målgruppe kommer for, og derfor er den ofte uberørt, og der er mange muligheder for nogle gode ture. Der er ikke så meget god off-piste at finde i Sétaz området, grundet den tætte mængde af træer, men på Crey du Quart bjerget og i Valmeinier finder du de bedste spots.
Freestyle skiløberen har også en masse at se frem til. Snowparken i Valloire er på top 10 i Frankrig, og den er virkelig velpasset. Parken byder på mange boxe og rails (gelændere), og selv en dygtig freestyler kan blive udfordret på de store kickers (hop) og på half-pipen.
Er man ikke selv til de store kickers, men gerne vil kigge på de dygtige skiløbere, så er der for enden af parken et hyggeligt “chill-out” område med bænke og musik med “park-toner” i højttalerne. Desuden byder snowparken også på et “easy-area” område, hvor der er små hop til dem der gerne vil prøve kræfter med parken for første gang.
Langrend er også en aktivitet man kan finde i Valloire. Her er over 20 km. af fine og velholdte spor.
Find din skiferie til Valloire her:Sunweb|Snowtrex
Skiudlejning
I Valloire er der rig mulighed for at leje ski, snowboard, støvler, stave, hjelm med mere.
Der er nemlig rigtig mange udbydere og de to største er:
Grange Sport: Placeret lige mellem hovedtorvet i byen og hovedliften Crét de la Brieve med en grøn markise. Butikken er ejet af Grange familien, som er en legende for Valloire, grundet flotte World Cup resultater. Her snakker de ældre medarbejdere ikke særlig godt engelsk, men alligevel er de hjælpsomme, og som ofte er nogle af de unge også på arbejde. Det er dejlig nemt at leje udstyr her, da det er tæt på hovedliften og ESF skiskolen. De er flinke til at bytte udstyr, hvis man ikke er tilfreds med pasform eller andet.
Ski-set: Den store kæde Skiset har to større butikker i Valloire, som også ligger forholdsvis tæt på Crét de la Brieve liften. Fordelen ved at vælge Skiset er, at de generelt er gode til engelsk. Det er også muligt at forudbestille leje af udstyr hjemmefra på dansk hjemmeside.
Dette er bare 2 af mange. Ofte har den valgte indkvartering deres egen skileje butik, hvor I som ofte vil få en rabatkupon eller lignende. Intersport og Sport2000 er også til at finde i byen.
Det vigtigste er at have det rigtige udstyr, som er nemt at styre og passer i størrelsen – det er essentielt for skiferien. Derfor anbefales det, at gå til skibutikken på vej hjem fra en skidag, hvis man ikke er tilfreds med sit lejede udstyr, og få byttet det.
Skiskole
I Valloire er de røde skiinstruktør uniformer til at spotte overalt på pisten. Den franske skiskole ESF, L’École du ski Français, er en af de største bedrifter for byen og dens lokale beboere.
Skiskolen tilbyder at undervise alle, og har specialprogrammer til alle aldre og niveauer. For eksempel kan de mindste komme i “skibørnehave”, teenageren kan tage freestyle lektioner, de voksne kan tage teknik eller off-piste lektioner. En familie kan også sagtens booke en instruktør til privattime, da der sagtens kan være flere på et hold.
Der er desværre ikke dansktalende skiskole på nuværende tidspunkt i Valloire, men beder I om en engelsktalende instruktør, så får I det. Generelt er instruktørerne super veluddannede, teknisk dygtige og gode til at lære fra sig. I højsæsonen anbefales det, at man booker skiskole i god tid.
Som alternativ til ESF findes også ESI – L’École du ski Internationale”.
Overnatning
I Valloire er størstedelen af indkvarteringerne hoteller eller lejligheder. Man skal huske på, at franske lejligheder er ikke så høj standard, men som oftest er de charmerende og med en lille balkon.
Der findes mange hoteller i forskellige prisklasser, og disse har gode standarder.
Der findes ikke så mange chaleter (hytter), men man kan sagtens finde dem, hvis det er det, man ønsker på skiferien – Les Chalets du Galibier er et hyggeligt kompleks med chaleter.
Der findes også en campingplads i byen, så hvis man har en autocamper, er der bare om at dreje nøglen og komme afsted.
Mad og drikke
På bjerget er maden ikke noget overvældende. Det er som ofte dyrt, og ikke nogen gourmetoplevelse. Dog kan omeletter og pizza varmt anbefales på restauranten “Les Mérégers” på den blå pist “Selles”.
Ellers er Valmeinier et rigtig godt alternativ til frokost i terrænet. Der er mange flere muligheder, og kvaliteten er bedre i forhold til prisen.
Restauranterne i Valloire er til gengæld meget bedre end på pisten:
Au resto: Her får du det ikke mere fransk.
La Pizza: Gode pizzaer til fair priser
La Grange: Deres burger er et besøg værd, og restauranten ejes af Grange familien
Christiania Hotel Restaurant: Deres Christiania burger er super god. Hotellet er tæt på Crét de la Brieve liften, så alternativt kan man spise frokost her i løbet af skidagen
Chez Fred: Lækre bøffer og kød. Deres wok retter og desserter er også til at anbefale, og personalet snakker super engelsk.
Le chalet des Saveurs: Franske specialiteter, for eksempel snegle.
Kôsa Krûsa: Også alternativ til frokost på bjerget. Her får du nemlig panini, sandwich og pandekager. Ejeren ved ALT om byen om området, så hvis man mangler en guide, så kan man bare spørge løs her.
Mountain Café: Her får du byens bedste kaffe! Valloires svar på Starbucks.
Le Centre og Mast Rock: To barer i byen som altid har kolde øl og en lille sjus.
Bowlingcenteret: Her er en overraskende god bar, hvor man kan få drinks – deres mojito er god!
Der er 3 supermarkeder i Valloire:
Carrefour: Det største supermarked i byen, og den butik med det største udvalg og billigere alternativer.
Sherpa: Ligger lige ved indgangen af byen – mellem størrelse.
Petit Casino: En lille dagligvarebutik, som ligger midt i byen. Lidt højere priser, og man skal være opmærksom på, at butikken holder siesta.
Transport
Det er muligt selv at køre til Valloire. Det er forholdsvis nemt at finde en parkeringsplads, og mange indlogeringer har plads til biler, hvis du oplyser dette i forbindelse med booking.
Det er også muligt at flyve nær Valloire. De nærliggende lufthavne er Chambéry og Grenoble, som ligger cirka en times kørsel væk. Andre lufthavne kan som alternativ være Lyon, Genève og Torino.
Den tætteste togstation er Saint-Jean-De-Maurienne, og det er herfra muligt at tage bus det sidste stykke til Valloire.
Oplevelser
Hvis man har brug for afveksling til skiløbet, så har Valloire heldigvis også en masse andet at byde på:
Bowling
Biograf
Skøjtning
Fitness og spa
Lokal marked i løbet af ugen, hvor små hyggelige boder stilles op på torvet. her kan du blandt andet købe fransk nougat og franske oste.
Butikker: Der er mange butikker i Valloire, hvor man både kan købe skitøj, souvenirs og legetøj
Hundeslædetur
Paragliding
Tur med lamaer
Hestevognstur
På turistkontoret kan man spørge om hjælp med at booke eller finde vej til ovenstående.
Desuden kan man også holde sig opdateret på Valloires hjemmeside, da der i løbet af sæsonen også holdes freestyle konkurrencer og andet spændende.
Prisniveau
Generelt er priserne høje i de franske alper, og her er Valloire ikke en undtagelse. Det er særlig dyrt at spise ude på pisten, så her kan man som alternativ pakke rygsækken med et hjemmesmurt baguette, eller købe en sandwich med fra Kôsa Krûsa på vej til hovedliften.
Priserne for skiudlejning og skiskole er tilsvarende andre franske destinationer.
Et godt tip hvis du selv kører til Valloire: Stop i et stort supermarked, for eksempel Carrefour, inden man kører op af bjerget. Det er altid billigere at handle nede i dalen, og her er der mange penge at spare.
Shuttle busserne der kører rundt i byen er gratis.
Kultur
En meget fransk by, hvor man møder de lokale overalt. Fremmede på gaden kan sagtens gå forbi og sige “Bonjour”(Hej), og her er det høfligt at sige “bonjour” igen.
I forhold til seværdig kultur, så er der forskellige festivaler i Valloire. Der er blandt andet både isskulptur festival og sneskulpturfestival – helt klart et besøg værd.
Historie
Indtil 1930’erne var Valloire en landsby uden turisme. Det blev der lavet om på, da den første skiklub fra Paris ankom i 1935-1936.
I 1970 begyndte man at udvide fra kun at bruge Sétaz bjerget til også at anvende Crey du Quart bjerget – fire år efter dette blev Valloire og Valmeinier forenet fra to til et skiresort.
I 1989 kom de første snekanoner i brug, for at forlænge sæsonen for turister.
Alle liftkort blev skiftet ud fra manuelle til automatiske med chip i 2007.
Skiudstyr og skitøj til skiferie i Valloire
Som tidligere nævnt er der kun to lukkede gondol lifte i Valloire, hvor man på de kolde dage kan forsøge at få varmen. Derfor er det en god idé at investere i noget, som kan dække ansigtet godt til i alle de åbne lifter. En halsedisse kan virkelig gøre underværker i Valloire, hvor du kan dække ansigtet helt til sammen med et par googgles.
En anden god idé til de kolde dage kan være en hue under hjelmen – den er også dejlig nem at få af og lægge i lommen eller rygsækken, hvis man har det varmt.
Generelt er det altid en god idé at køre med lag-på-lag, for lige så koldt der kan være på de blæsende dage, lige så varmt kan der også være på de varme dage. Der kan især blive varmt ovre i Sétaz området grundet læ fra træerne. Her kan en god skiundertrøje virkelig anbefales.
I forhold til skiudstyr, så kommer man rigtig langt med et par piste eller all-mountain ski. Området appellerer klart til den alpine skiløber, og det er derfor kun hvis man decideret jager off-pisten, at man får brug for et par brede ski. Hvis man får lyst til at prøve kræfter med dette en dag, så er det altid en mulighed at leje i en af skileje butikkerne.
Til nybegynderen, både barn og voksen, kan det også være ideelt at leje ski, støvler og stave. Både for at finde ud af hvad der passer til ens skiløb, men også for at børnene hurtigt vokser ud af skiudstyret fra år til år.
Fun facts om Valloire
Afslutningsvis vil vi kort komme ind på to fun facts om Valloire:
Tour de France: Valloire ligger ved to kendte Tour de France stigninger: Col du Galibier og Col du Télégraphe – derfor er cykling en stor aktivitet i byen om sommeren, og du kan leje cykler hos skiudlejningen i stedet for ski.
Jean Baptiste Grange: Den professionelle slalomløber Jean Baptiste Grange er fra Valloire, men er dog sjældent selv i byen. Han er Valloires stolthed, og plakater med autografer ses ofte omkring i byen. Jean Baptiste debuterede i den alpine World Cup for første gang i januar 2004 i en alder af blot 19 år.
FAQ - Ofte stillede spørgsmål
Er det dyrt at holde skiferie i Valloire?
Prisleje varierer fra område til område. I artiklen kommer vi ind på prislejet i Valloire.
Hvilket skiniveau er Valloire velegnet til?
Om du er begynder, øvet eller ekspert har en betydning for, om Valloire er det ideelle skiområde for dig. Læs om hvilket skiniveau Valloire er velegnet til i artklen.
Hvordan ser sne- og vejrforholdene ud i Valloire?
Sne- og vejrforholdene skifter fra år til år, og man kan aldrig vide sig sikker på forholdene. Få svar på hvordan forholdene ser ud i artiklen.
Emilie arbejder som journalist og skiekspert for Magasinet Ski. Livet i Alperne, passionen for skiløbet og ski miljøet tog for alvor fart i vinteren 16/17. Der var hun nemlig på sin første sæson i den lille, autentiske bjergby Valloire. Her blev hun grebet af guidejobbet og det at tage på sæson. Det er i alt blevet til 3 hele sæsoner siden og adskillige uger som uge-guide. Ergo, hun har besøgt et utal af skilande samt dets skiområder og har derfor en bred faglig viden om det at holde skiferie, som hun med stor glæde deler ud af her på magasinet.
Vi bruger cookies på vores websted for at give dig den mest relevante oplevelse ved at huske dine præferencer og gentagne besøg. Ved at klikke på “Acceptér alle” accepterer du brugen af alle cookies.
Dette websted bruger cookies til at forbedre din oplevelse, mens du navigerer gennem webstedet. Ud af disse gemmes de cookies, der er kategoriseret som nødvendige, i din browser, da de er afgørende for, at webstedets grundlæggende funktioner fungerer. Vi bruger også tredjepartscookies, der hjælper os med at analysere og forstå, hvordan du bruger dette websted. Disse cookies gemmes kun i din browser med dit samtykke. Du har også mulighed for at fravælge disse cookies. Men fravalg af nogle af disse cookies kan påvirke din browseroplevelse.
Funktionelle cookies hjælper med at udføre visse funktioner såsom deling af webstedets indhold på sociale medieplatforme, indsamling af feedbacks og andre tredjepartsfunktioner.
Ydelsescookies bruges til at forstå og analysere de vigtigste præstationsindekser på webstedet, som hjælper med at levere en bedre brugeroplevelse for de besøgende.
Analytiske cookies bruges til at forstå, hvordan besøgende interagerer med webstedet. Disse cookies hjælper med at give oplysninger om metrics antallet af besøgende, afvisningsprocent, trafikkilde osv.
Annoncecookies bruges til at give besøgende relevante annoncer og marketingkampagner. Disse cookies sporer besøger på tværs af websteder og indsamler oplysninger for at levere tilpasset annoncer.
Nødvendige cookies er helt afgørende for, at webstedet fungerer korrekt. Disse cookies sikrer grundlæggende funktioner og sikkerhedsfunktioner på webstedet anonymt.