Skiferie Sälen

Mand skiferie Sälen
Sidst opdateret: marts, 2024 | Denne artikel indeholder annoncer

Sälen i Dalarna er det største, mest centrale og mest besøgte skiområde i Sverige. Fire områder der er bygget sammen, og som giver muligheder for en meget varieret skiferie. Og så er Sälen let tilgængeligt i både bil og fly.

Find en skiferie til Sälen her: Snowtrex

Skiekspert Kenneth Møller Kristensen har besøgt Sälen og giver nu sin udførlige anmeldelse af skiområdet. Læs anmeldelsen nedenfor, hvori Kenneth kommer ind på bl.a. skiterræn, sne- og vejrforhold, muligheder for overnatning, mad og drikke, transport og prisniveau.

Om Sälen

Skiterræn

Sâlen ligger centralt placeret i Dalarna, lidt mindre end 800 km fra København. Skiområdet Sälen består af fire selvstændige områder, der er en del af SkiStar, og dermed hører under samme liftkort. Områderne Lindvallen og Högfjället er sammenbygget via et par transport lifter og -pister. Tandådalen og Hundfjället er bygget sammen via en lang, men praktisk, træklift. Med kun et liftkort har du dermed mere end 100 pister til rådighed. Og har du ikke egen bil kan du tage skibussen mellem områderne. Hvert af de fire områder har deres særpræg. I Hundfjället findes den berømte Väggen-piste, der er blandt de stejleste i Sverige. Man ser pisten som den første, hvis man tager trækliften fra Tandådalen, så er det bare at beslutte om man tør køre på den! I Hundfjället findes også Troldeskoven, som børnene elsker plus en række rigtig gode røde pister. Området er de senere år blevet udbygget med lækker stolelift, og er i det hele tiden i gang med en stor udvikling. I Tandådalen findes mange sorte pister, som virkelig kan anbefales til dig, der ønsker fart på skiene, men også en række gode røde pister og et par rigtig gode snowparks. På østsiden af fjället findes desuden en række gode og brede carving pister. Lindvallen, er det største af de fire områder, og består primært af røde pister, der ligger nærmest på række på fjället. Så man kan kører op og ned af den ene gode piste efter den anden og dermed bevæger sig langs fjället. I bunden af fjället findes flere store børneområder med alt der er brug for samt en række snowparks. Knudepunktet er Gustavstorget, hvorfra man kan tage den store GustavExpress stolelift til toppen og den blå Gustavbacken retur. Fra toppen kan man køre modsat af fjället til Högfjället, der er det mindste af de fire områder. Det er en forholdsvis lang, men dog smuk og meget hyggelig, tur mellem de to områder. I selve Högfjället området er der gode børneforhold, og ellers blot et par blå og grønne pister i smukke omgivelser. Aftenski skiferie Sälen

Sne- og vejrforhold

Placeringen centralt i Dalarna gør, at der er stor snesikkerhed fra slutningen af november og til april i Sälen. Desuden findes et super veludviklet sne produktionssystem til at sikre underlaget i de mindre gode sæsoner eller til blot at optimere sneen efter behov. Med andre ord, der er altid god sne i Sälen. Der kan være meget koldt og mørkt i Sälen specielt i januar. Marts er til gengæld meget lys og noget varmere. Faktisk glemmer mange danskere, at netop marts er den bedste ski måned i Dalarna. Typisk har Sälen åbent frem til Påsken, så man kan uden problemer nå et par skidage i forårsvejret i Sälen.

Skiudlejning

Det er virksomheden SkiStar, der styrer udlejning af skiudstyr i Sälen. Det hele foregår lettest via SkiStar.com. Via websitet er det let at booke det du har behov for. I perioder tilbydes levering af forudbestilt udstyr, hvis du bor i en lift nær bolig i Lindvallen, Högfjället, Tandådalen eller Hundfjället. Dette kræver dog bestilling seneste tre dage før ankomst. Ellers ligger afhentningsstederne flre steder tæt på pisterne. Naturligvis skal du indtaste længde, vægt og skostørrelse, og så kan du vælge den pakke, der passer til dit behov. Der findes alpine pakker til mange forskellige niveauer af skiløbere. Fra dem der har stået på ski få gang, over nybegyndere, til dem der kan køre på alle pister og til dem, der er avanceret. Det er selvfølgelig også muligt at leje snowboard udstyr og en komplet langrendspakke. Desuden er der mulighed for meget attraktive multileje, hvor man frit kan skifte mellem skiløb, snowboard og langrend op til to gange om dagen. Og så er der altid hjelm med, når der bookes udstyr hos SkiStar.

Skirejser inkl. liftkort

Skiskole

Via SkiStar tilbydes skiskole og skiundervisning i både Lindvallen, Högfjället, Tandådalen og Hundfjället. Der kan vælges undervisning for både børn og voksne. Og det er muligt at få undervisningen enten i grupper eller med privatlærer. Det er bedst at booke undervisningen via SkiStar.com. Det er muligt at vælge mellem forskellige niveauer og til forskellige aldersklasser, når man booker online. Og der findes også en række Snowboardhold. Der findes en lang række mødesteder rundt i området, så let kan komme i gang om morgenen. Helt generelt er det at gå på skiskole i Sälen en sjov og effektiv måde at forbedre din skiteknik på.

Overnatning

Sälen byder på muligheder for overnatning på både hoteller, hytter, lejligheder og i husvogn. Man kan både bo ski in/ski out i byområderne og ude i skiterrænet. Men der findes også hytter i områderne omkring, hvor man kan få lidt tre fred og ro, men så må man have bil for at komme afsted til skiområderne om morgenen. Blandt de mest kendte steder kan fremhæves det gamle og smukke Högfjällshotellet, hvor udsigten er rigtig smuk, og hvor mange nyder dagen på pladsen foran hotellet. I den vestlige del af Lindvallen findes Hotel Bügelhof, der er 4-stjernet, og super lækkert og børnevenligt. Skal hyggen være i højsædet er Gammelgården et oplagt valg. Her bor man ikke ski in/ski out, men i stemningsfulde omgivelser. Ved Lindvallen findes også et område til autocampere ca. 500 meter fra lifterne. Mulighederne er rigtig mange. I Lindvallen findes blandt andet nye lejligheder i området Brandmossen. I Hundfjället kan man bo i hytter i Trolldalen og i Tandådalen findes der lejligheder i blandt andet det der kaldes for Solbakken. Der findes også Lodge i både Högfjället og i Hundfjället. Det meste bookning finder sted via SkiStar.com, og der uden tvivl noget til alle behov.

Mad og drikke

Omkring 50 restauranter af høj standard findes i Sälen. De fleste har enten italiensk eller vildt som specialitet. Syv af restauranterne er i White Guide, der er en svensk guide med anmeldelser og anbefalinger af omkring 800 restauranter i Sverige. Blandt andet kan fremhæves Gustav Grill och Bar ved foden af Gustavbacken i Lindvallen, hvor man kan få øl fra eget bryggeri, og maden er lavet fra bunden. I Lindvallen findes også en O’Leary, en irsk pub, hvor hele familien kan hygge sig. I selve Experium underholdning centret findes også Sigillo, der er en familievenlig pizzarestaurant. I selve terrænet i Lindvallen kan man gå på Toprestaurant Snögubben med a la carte menu og smuk udsigt. Skal det være lidt anderledes er Hemfjällsstugan en god mulighed. Her skal man fem kilometer ud på ski eller snescooter, og kan nyde roen. I Tandådalen er Ubbes pizza og Asian Bar en god mulighed til lækker mad og afslapning. På Sälfjällstorget kan man gå på Harrys og nyde burger og fadøl. Tæt på, i hotel Bugelhof, findes også Resturang Winter, hvor Signaturretten er wienerschnitzel. I Hundfjället er Marias Bistro med svensk husmandskost en god mulighed ellers er der også Toprestaurant Lyktan, 800 meter over havets overflade og med super udsigt. På Högfjällshotellet er der flere rigtig lære spisemuligheder og tæt på kan man forsøge sig med Storgrafens Fäbod, hvor der dog kun er plads til 16 personer. Men de er mange flere muligheder spredt rundt i de fire områder. Og så finder der i øvrigt i Lindvallen også en McDonald restaurant. Sveriges første og eneste McSki.

Transport

Fra København til Sälen er der omkring 800 km i bil. Kører man over Göteborg, og er det ikke snevejr, er det en forholdsvis smertefri tur på motorveje og store landeveje. Mange, specielt familier med små børn, vælger dog at tage en overnatning undervejs. Et godt alternativ er at tage færgen til Oslo, der dog kræver en overnatning ombord. Der er der blot ca. 260 km til Sälen fra Norges hovedstad, hvilket gør det hele noget lettere. Og det er normalt let at finde parkering tæt ved din bolig i Sälen, også hvis du kommer i El-bil er der gode opladnings områder. I december 2019 åbnede Scandinavian Mountains Airport med ruter fra blandt andet Aalborg, Malmø og København. Dette gør rejsen til Sälen ekstremt meget lettere. Der er faktisk blot 12 minutters transport fra lufthavnen til Hundfjället. Og der kører shuttlebusser fra lufthavn til skiområderne. Så man kan uden problemer spise morgenmad hjemme og stå på ski om eftermiddagen. Perfekt til en weekend på ski. Endnu en mulighed er Fjällexpressen, der er en speciel bus, der i periode blandt andet kører fra København.

Oplevelser

Sälen byder, specielt i højsæsonen på et stort udvalg af aktivitet og underholdningsmuligheder. Både på og udenfor pisterne. Experium centralt placeret i Lindvallen et et nærmest mekka med et stort udvalg af muligheder til at fordrive tiden, når man har klikket ud af skiene. Her er store områder, hvor man blot kan hænge ud og slappe af, der er biograf, der er muligheder for bowling, et stor badeområde, træningscenter, et stor udvalg af restauranter, og så kan der shoppes. Specielt badeområdet med vandrutsjebaner, bølger, udendørs pool, boblebade, indendørs surfing på FlowRider og meget mere er meget attraktivt for mange. FlowRider er en maskine, der skaber de perfekte bølger til surfing for alle er meget populær. Men der findes også bassiner til almindelig svømning og afslapning. Faktisk findes der i Experium også en frisør, hvis der skulle være behov for en klipning. Shopping indebærer også muligheder for tøj, møbler og meget andet. Med andre ord der kan bruges mange timer i det store underholdningscenter. Til børnene arrangerer maskotten Valle stort set hele tiden aktiviteter, konkurrencer og koncerter mange steder i Sälen. Perfekt som en pause på dagen eller som afslutning på en god skidag. Desuden findes en løbende række andre konkurrencer og skattejagter i området. Men der findes også mulighed for oplevelser på ski i Sälen. Der kan bookes ture med guider på langrend eller snowboard på flere forskellige niveauer. Og så er der den attraktive mulighed for at køre det såkaldte Manchester om morgenen inden pisterne åbnes for øvrige. Der er også i området mulighed for at tage på tur med hundeslæde eller snesafari på snescooter Der er ingen grund til at kede sig på en skiferie i Sälen.

Prisniveau

Prislejet i Sälen er generelt højt i forhold til de fleste andre svenske skiområder. Men man får også meget for pengene med sit liftkort, der ud over hele Sälen også gælder til Trysil 80 km derfra. Uden for højsæsonen er det dog muligt at finde overnatning til rimelige penge, specielt lidt fra selve byområderne. Og den lave svenske krone gør at priserne for at spise og købe ind er til at have med at gøre for danskere. Der findes faktisk et par supermarkeder, hvor prisniveauet er næsten som normalt i Sverige.

Kultur

Den primære målgruppe for SkiStar til Sälen er familier. Derfor er der plads til de helt små. Der er rigtig mange områder i Sälen, hvor børn kan få deres første gode oplevelser som skiløber, og der tages hensyn og der hjælpes, når der er behov. Men der kan også være rigtig mange mennesker i Sälen i højsæsonen. Derfor skal man også være ekstra opmærksom på trafikken på pisterne, hvis man tager de små med længere op i området. Modsat mange andre områder i Sverige bliver der drukket alkohol i de store uger i Sälen, så det er også en faktor, man skal tage hensyn til. Sälen er et fantastisk skiområde, men også et sted med meget liv og larm, Så hvis man ønsker en idyllisk hytteferie i smukt snelandskab, skal man nok ikke bo i selve Tandådalen.

Historie

Der har været kørt på langrend i området omkring Sälen i omkring 100 år, og det er ikke langt fra Sälen at det berømte Vasaløbet, der blev kørt første gang i 1922, starter. Högfjället med Högfjällshollet der blev bygget i 1937, er det ældste af de fire områder Sälen består af. Den første lift til alpint skiløb blev bygget i Tandådalen i 1963. Men kort efter kom der lifter i både Lindvallen og Hundfjället. I 1975 købte brødrene Mats og Erik Paulsson skisportsanlægget i Tandådalen, og dermed var forgængeren til det nuværende SkiStar skabt. Virksomheden gik på børsen i Stockholm i 1994, og et par år efter blev Tandådalen og Hundfjället en del af virksomheden. Dermed var Sveriges største sammenhængende skiområde en realitet. Senere er Åre, Vemdalen, Trysil, Hemsedal kommet til, og fra 2001 blev navnet på virksomheden SkiStar. Skistar investerer løbende i Sälen, og hvert år præsenteres nye pister, lifter eller andre tiltag til glæde for de mange besøgende.

Skiudstyr og skitøj til skiferie i Sälen

Det kan være rigtigt koldt i Sälen specielt i januar. Derfor skal man have rigeligt med varmt tøj med. Børn skal have skiundertøj, og måske en hue under hjelmen. Desuden er det en god ide med flere lag af tøj, så man kan tage af og på efter behov. Husk også solcreme for selvom solen står lavt, kan den sagtens bide på huden. Pisterne i Sälen er stort set altid af god kvalitet, så allround ski kan sagtens benyttes overalt. Det er dog en god ide at få dem slebet, da der, specielt tidligt på sæsonen, kan være is om formiddagen, inden solen evt. tager fat. Alle kører naturligvis med hjelm i Sälen, som evt. kan lejes i området. SkiStar er stærke digitalt SkiStar, der altså ejer Sälen og en række andre skiområder, er en virksomhed, der er nyskabende indenfor skiverden på det digitale område. Både på web og sociale medier er virksomheden ekstremt aktive, og stort alle bestillinger og bookinger foregår via SkiStar.com, hvor der også findes en shop med alt du har brug for til din skiferie. I 2018 lancerede SkiStar en ny app, der har til formål at dække hele kundens rejse fra planlægning, over bookning, og til at finde alt den information, der er brug for i forbindelse med opholdet. Via app’en kan du blandt andet også registrere alt dit skiløb, og ofte er der konkurrencer på storskærme i Lindvallen, hvor dem, de når flest ture kan vinde rabat hos SkiStar. I app’en findes også let adgang til informationer om åbning og vejrforhold på de enkelte pister samt mulighed for at tracke dine venner i området. Og ikke mindst at finde frem til hvor der afholdes afterski eller hvor børnenes maskot Valle befinder sig. SkiStars app kan forbedre din oplevelse på en skiferie hos Sälen.

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

Er det dyrt at holde skiferie i Sälen?

Prisleje varierer fra område til område. I artiklen kommer vi ind på prislejet i Sälen.

Hvilket skiniveau er Sälen velegnet til?

Om du er begynder, øvet eller ekspert har en betydning for, om Sälen er det ideelle skiområde for dig. Læs om hvilket skiniveau Sälen er velegnet til i artklen.

Hvordan ser sne- og vejrforholdene ud i Sälen?

Sne- og vejrforholdene skifter fra år til år, og man kan aldrig vide sig sikker på forholdene. Få svar på hvordan forholdene ser ud i artiklen.

Forfatter
Kenneth Kristensen
Kenneth Kristensen

Kenneth arbejder som journalist og skiekspert for Magasinet Ski. Han har stået på ski i over 30 år, og har blandt andet gennemgået en BSI 1 skilæreruddannelse hos Den Danske Skiskole i sine unge dage. I de seneste 15 år har han tilbragt hovedparten af sine vintre i Sverige. Der er (næsten) ikke ét eneste område i Sverige, som han ikke har besøgt, og af den årsag er han magasinets skarpeste kniv i skuffen, når snakken går på Sverige. Du vil derfor se ham som forfatter af hovedparten af skiferie artiklerne om Sverige. Som professionel forfatter forsøger han at kombinere sin profession med sin brede viden om skiferie, således artiklerne bliver velskrevne og får et faktuelt islæt.

Hytte skiferie Hafjell

Gør ligesom 817 andre skiløbere og tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få eksklusiv adgang til:

✅ Konkurrencer (skirejser, skiudstyr og skitøj)

✅ Rabatkoder til skibutikker

✅ Tests af skiudstyr og skitøj