Skiferie Branäs

Pistekort skiferie Bränas
Sidst opdateret: januar, 2025 | Denne artikel indeholder annoncer

Søger du et komplet skiområde med de optimale forhold til skiløb på alle niveauer og dette indenfor overskuelig køreafstand? Så er Branäs er det perfekte valg. Hos Branäs er stemningen i top, der er plads til alle, specielt til de helt små, og så er det faktisk til at betale.

Find en skiferie til Branäs her: Snowtrex

Skiekspert Kenneth Møller Kristensen har besøgt Bränas og giver nu sin udførlige anmeldelse af skiområdet. Læs anmeldelsen nedenfor, hvori Kenneth kommer ind på bl.a. skiterræn, sne- og vejrforhold, muligheder for overnatning, mad og drikke, transport og prisniveau.

Om Bränas

Skiterræn

Branäs er det sidste skiterræn i Värmland, inden man kører ind i Dalarna. Og dermed det sydligste i Sverige med rigtige fjälle. Branäs er et af danskerne absolutte favoritområder, og et område i rivende udvikling. Hvert år præsenterer ejerne, Branäsgruppen, spændende nyheder, der gør skiområdet mere attraktivt. Selve skiområdet er selvfølgelig småt i forhold til, hvad man kan finde i Alperne og i forhold til Åre, Vemdalen eller Sälen lidt mere nordpå i Sverige. Men der er tale om et terræn med varierede muligheder, og da Branäs er opdelt i flere mindre områder, kan området føles større end det er. Branästoppen er knudepunktet for skiområdet. Denne kan man nå blandt andet via den lækre og effektive kabinelift fra selve byområdet. Tilbage til byen kan der både køres den lange røde Storbacken piste, men også køres af blå pister, hvis man foretrækker dette. Du kan også køre modsat mod det forholdsvis nybyggede Soltorget, hvor pisterne er flade og der er optimale forhold til børnene. Bag ved Soltorget findes et stort område til langrend med ca. 20 km spor i super smukt terræn. Mod Sjöområdet kan man vælge en forholdsvis flad blå pist eller man kan køre gennem skoven i Nintendoland, hvor der venter børnene mange sjove oplevelser. Retur til toppen fra Sjöområdet kan man benytte en helt ny og hurtig stolelift. Endnu en mulighed er at passere den smukke røde bro, der ofte optræder som områdets varemærke. Via den kan man komme mod Mattedalen, hvor man kan finde gode både blå og røde pister samt en lækker snowpark. Også her findes en god stolelift. Fra toppen af denne kan man køre af blå eller røde pister tilbage til selve byen. Mulighederne er mange i Branäs. Det er let at komme rundt, og en række nye lifter har de seneste år fået området til at hænge endnu bedre sammen. I alt består området af 21 lifter og 29 pister. Længste pist er på 3 kilometer og største faldhøjde er på 415 meter. Området har kun en sort pist, Branten, der er et kort stykke øverst i området. Børneområder findes både ved Soltorget og i byområdet.

Sne- og vejrforhold

Branäs er generelt meget snesikkert fra midt i december og til april. Er der ikke faldet natur sne nok, har området et super effektivt sneproduktionssystem, der kan sørge for at gøre forholdene perfekte til gæsterne. Lige så snart de første første frostgrader rammer området, måske i oktober eller november, tænder snekanonerne automatisk. Som sæsonen skrider frem bliver forholdene ofte bedre og bedre. Og når temperaturen senere på sæsonen begynder at stige et par grader, og solen begynder at kunne mærkes mod huden, så bliver der magiske forhold i Branäs. Marts er ofte den bedste måned hos Branäs både i forhold til sne- og vejrforhold. Typisk slutter sæsonen efter Påske. gondol og pist skiferie Bränas

Skirejser inkl. liftkort

Skiudlejning

Udlejning af udstyr i Branäs foregår online. Man booker ganske enkelt hjemmefra, og så står udstyret klar, når man kommer frem. I forbindelse med coronapandamien blev indført, at udstyret bliver bragt til den bestilte bolig. Men ellers findes der et stort udlejningscenter ved Soltorget samt i selve byen. Her er der også opstillet computere til dem, der har glemt at booke hjemmefra. Udlejningssystemet i Branäs er generelt super effektivt, der er høj service, hvis der skal byttes til andre ski eller støvler og langt det meste udstyr er af rigtig god kvalitet.

Skiskole

Branäs har en skiskole i verdensklasse. Det er både muligt at få gruppeundervisning, privattimer, og så er der gode muligheder for dem, der vil forsøge sig på snowboard. Det er lettest at booke online via Branas.se. Her skal man angive alder, og så findes der forskellige niveauer man kan vælge ud fra de enkelte aldersklasser. Der er samlingspladser både i byområdet, ved Soltorget og på toppen af området. Også ved privatundervisning kan man vælge mellem forskellige niveauer. Generelt er fokus hos skiskole i Branäs på, at det skal være sjovt at få skiundervisning. Som forældre kan du føle dig tryg ved, at dine børn får gode skidage via skiskolen hos Branäs. Og det er som bekendt vigtigt hele tiden at udvikle sit skiløb.

Overnatning

Mulighederne for at finde den optimale overnatning til jeres behov er store hos Branäs. Der findes et stort antal lækre hytter spredt rundt i området, og så findes der lejligheder både i selve byen og på Soltorget. Sidstnævnte er forholdsvis nybygget, meget rummelige og af meget høj standard. Lejlighederne er designet specifikt til de behov, man har til en skiferie. Der er varmskabe til støvler og tøj, store badeværelser, køkkener med alt nødvendigt, stor opholdsområde og mindre soverum. Desuden findes altaner me udsigt over skiområdet. I Mattestorp Longhouse midt i området samt i selve byen findes også en række mindre lejligheder. Til sæson 2021 er desuden bygget endnu et nyt boligkompleks tæt ved børneområdet i selve Branäs. Endnu en mulighed er at booke sig ind i de to Lodge, der findes i Branäs. Her får man lidt mere luksus. Desuden findes også en campingplads ved Branäs. Der er muligheder for alle i Branäs.

Mad og drikke

Der findes restauranter i lodge-områderne i både selve byen og på Soltorget, hvor der i øvrigt også er et populært pizzaria, hvor der kun benyttes økologiske produkter. Disse er også populære til frokost og afterski. Desuden findes frokostrestauranter på toppen af området samt i Mattedalen. Her kan man få let frokost og kolde og drikkevarer, og specielt i Mattedalen er det super hyggeligt, når solen skinner. På Solorget findes et supermarked, hvor udvalget er super godt og priserne faktisk rimelige. Også i selve byområdet findes et mindre supermarked. Mange besøgende i hytterne eller lejligheder handler dog typisk hjemmefra. De medbragte pølser eller bøffer kan nydes ved de opstillet grillpladser.

Transport

De fleste danskere kører til Branäs over Øresundsbroen og Göteborg. Der er ca. 700 km fra København. En mulighed er selvfølgelig også færge fra Helsingør til Helsingborg, og dermed spare nogen kilometer. Der er motorvej de første ca 450 km, derefter gode brede landeveje, så det en forholdsvis smertefri vej, hvor der kan holdes en god gennemsnitsfart. En anden mulighed er at tage færge til Oslo fra København eller Frederikshavn. Herfra er der lidt mere end 200 km. Men dette kræfter ekstra overnatning på færgen. Hvis man ønsker det, kan man tage bilen en enkel dag til de lidt større områder i Dalarna, som Sälen, Kläppen eller Stöten. Der er dog et par timers kørsel hver vej. Der findes i skrivende stund ikke busrejser fra Danmark til Branäs, og generelt er det ikke let at komme med offentlig transport til Branäs. Til gengæld er Scandinavian Mountains Airport, hvortil der flyves fra København og Malmø, ca. 90 km derfra og en oplagt mulighed.

Oplevelser

En af de store attraktioner ved Branäs er at alle pister er belyste. Det er derfor muligt at køre på ski hver aften efter at solen er gået ned. Altid en fed oplevelse. I området findes syv grillpladser, hvor det er oplagt at spise sin frokost. Svenskerne har en god tradition med at smide pølser eller bøffer på grillen i det fri, og hygge sig foran ilden. Der findes alt til optænding ved grillpladserne. For børnene venter der masser af gode oplevelser i Branäs. Flere steder er placeret standere, hvor der kan tankes gratis varm saft. Genialt for de små. De små elsker desuden at køre på Nintendoland-pisten, hvor der venter masser af små sjove oplevelser. Men også når børnene møder maskotten Björnbusen, der ofte arrangerer konkurrencer og lege, er glæden stor. I Branäs er også mulighed for at øve sine hop på en stor Airbag ved selve byområdet. Der findes desuden flere attraktive snowparks, hvor der kan tilbringes mange sjove timer. Endnu en mulighed i Branäs er at booke en tur i den smukke natur i hundeslæde. En dejlig vinteroplevelse i høj fart.

Prisniveau

Prisniveauet i Branäs er generelt lidt under de store områder lidt mere nordpå. Det er muligt at finde forholdsvis god overnatning til et absolut rimeligt beløb. Specielt udenfor højsæsonen er priserne på lejligheder til at have med at gøre. Priserne på liftkort er en smule mindre end i de større områder længere nordpå. Supermarked der findes på Soltorget er også overraskende billigt, og så kan man spare penge på drikkevarer til de små i løbet af dagen, da der er gratis saft til rådighed. Generelt er området optimalt for børnefamilier, der ønsker at prøve skiløb af uden en alt for stor udskrivning. Og danskere har jo stor fordel af den lave svenske krone.

Kultur

Hos Branäs passer man på de små. Der er først og fremmest tale om en familiedestination. Og det gennemsyrer hele kulturen hos Branäs Alle tager hensyn, og hjælper de mindste til at få gode oplevelser på ski. Det er både ansatte i området, specielt liftarbejderne er meget hjælpsomme, men også gæster falder hurtigt ind i rollen. I liftkøerne giver man plads, så de helt små kommer let igennem, og hurtig frem til liften. Faktisk er det i øvrigt sjældent, at der er større kø ved lifterne i Branäs, hvilket er meget attraktivt. Det er ikke sjovt, at bruge sin skidag med at vente i liftkø. På pisterne passer alle på hinanden, hjælper hvis nogen falder og sørger for at have kontrol over skiløbet, så man ikke er til fare for andre. Der er et stille og hyggeligt afterski-liv i områdets skilodges. Børn kan sagtens være med og nyde varm kakao eller lignende. Man skal være opmærksom at det ikke er tilladt at tage alkohol udenfor de afmærket området i restauranterne. Når man kører i træklifter i Branäs er det ikke tilladt at slingre fra side til side. Dette er for ikke at belaste kuglelejerne i de enkelte lifter. Ellers er det bare at slappe af og nyde den gode stemning i Branäs.

Historie

De første planer om en skibakke i Branäs blev tænkt i starten af 1960’erne. Kommunen fik på det tidspunkt bevilget en million kroner fra staten til at sætte projektet i gang. Men det var først midt i 1980’erne, at der kom gang i byggeriet. Helt præcist i 1988 startede udgravningerne, og samme år blev anlægget åbnet af den svenske konge Carl Gustav den 16. Det var også i 1988, at den attraktive kabinelift blev indviet. Kabinen er 1355 meter lang, og kan bringe op til 1800 skiløbere til toppen i timen. Der blev investeret store beløb i udbygning af området specielt i starten af 1990’erne, og på et tidspunkt var området ved at gå konkurs. I 1999 tog de nuværende ejere, Branäsgruppen, over. Siden har området været i rivende udvikling, og Branäsgruppen driver også områderne Kungsberget, Vallåsen  og Ulricehamm samt flere mindre skibakker. Dette giver en god synergi af muligheder og viden. Specielt fra 2001 er antal besøgende i Branäs vokset eksplosivt. I 2015 blev den første skilodge bygget i byområdet, og siden er en tilsvarende bygget på den modsatte side af området. Der er bygget flere store lejlighedskomplekser, og hytteområderne udbygges hele tiden. Der ligger flere projekter og venter de kommende år. Også skiområdet fornyes nærmest fra år til år med nye pister og nye lifter. Ud over kabineliften findes to velfungerende stolelifter. Branäs er flere gange kåret til Sveriges mest børnevenlige skiområde. Det lever området op til, og det har mange dansker fundet ud af.

Skiudstyr og skitøj til skiferie Branäs

Det kan blive rigtigt koldt i Sverige. Især januar kan være en hård omgang for dem, der ikke er glade for minusgrader helt ned til 20 af slagsen. Derfor skal tøjet være i orden, når man tager på ski i Branäs. Især børn fungerer bare ikke godt, når de fryser. Skiundertøj er derfor en nødvendigt, og så er det vigtigt med handsker af god kvalitet. Alle skal køre hjelme, og nogle børn har brug for en hue under hjelmen. Hjelme, ski, stave og støvler kan lejes i området, og det er god kvalitet de råder over i Branäs. Føles støvlerne ikke tilpas eller vil du have nogle mindre ski, er det let at få det byttet. Har du egne ski med er der god mulighed for at få dem vokset og slebet, og til dette er de super dygtige i skibutikken i selve Branäs by, hvor det også er muligt at købe tøj og udstyr. Og selvom solen står lavt i Sverige, specielt tidligt på sæsonen, så skal man også huske solcreme til ansigtet. Specielt børnene er følsomme på dette område.

Fire dage på ski

Afstanden til Branäs fra Danmark er så tilpas kort, at destinationen kan anbefales som en mulighed til en forlænget weekend på ski. Den store fordel ved Branäs er, at pisterne er oplyste og har åbne til kl. 19 hver dag. Dermed har man ekstra frihed til at planlægge sin dag og lettere ved at opnå nogle effektive skidage. Kører man afsted tidligt torsdag morgen fra Sjælland, kan man uden problemer nå flere timer på ski samme dag. Turen til Branäs, over Göteborg, er normalt forholdsvis problemfri, og det er muligt at holde en høj hastighed det meste af vejen. De første ca. 450 km er på motorvej og resten på let tilgængelige veje. Når man komme frem til den bestilte bopæl er de forudbestilte liftkort lagt klar, og man kan let få adgang til evt. bestilt skiudstyr. Har man booket lejlighed på evt. Soltorget er det muligt at køre direkte i parkeringskælderne og tage elevator til den booket lejlighed. Derefter er det bare at få skitøjet på og nyde Branäs og lækkert skiløb. Fredag og lørdag kan man prioritere sit skiløb fra kl. 9 til 19, så man kan virkelig nå meget. Typisk tager man så nogle timer på ski søndag, inden der pakkes sammen, og køres retur til Danmark. Går alt vel er man hjemme igen inden midnat, og klar til at gå i skole eller arbejde næste morgen. Fire dage på ski, der giver et fedt afbræk i hverdag, og som ikke kræver så meget planlægning og kun to hverdage, hvor der evt. skal tage fri.

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

Er det dyrt at holde skiferie i Bränas?

Prisleje varierer fra område til område. I artiklen kommer vi ind på prislejet i Bränas.

Hvilket skiniveau er Bränas velegnet til?

Om du er begynder, øvet eller ekspert har en betydning for, om Bränas er det ideelle skiområde for dig. Læs om hvilket skiniveau Bränas er velegnet til i artklen.

Hvordan ser sne- og vejrforholdene ud i Bränas?

Sne- og vejrforholdene skifter fra år til år, og man kan aldrig vide sig sikker på forholdene. Få svar på hvordan forholdene ser ud i artiklen.

Forfatter
Picture of Kenneth Kristensen
Kenneth Kristensen

Kenneth arbejder som journalist og skiekspert for Magasinet Ski. Han har stået på ski i over 30 år, og har blandt andet gennemgået en BSI 1 skilæreruddannelse hos Den Danske Skiskole i sine unge dage. I de seneste 15 år har han tilbragt hovedparten af sine vintre i Sverige. Der er (næsten) ikke ét eneste område i Sverige, som han ikke har besøgt, og af den årsag er han magasinets skarpeste kniv i skuffen, når snakken går på Sverige. Du vil derfor se ham som forfatter af hovedparten af skiferie artiklerne om Sverige. Som professionel forfatter forsøger han at kombinere sin profession med sin brede viden om skiferie, således artiklerne bliver velskrevne og får et faktuelt islæt.