Skiferie Isaberg

Snekanon skiferie Isaberg
Sidst opdateret: februar, 2025 | Denne artikel indeholder annoncer

Isaberg er Sydsveriges mest populære skiområde og byder på fremragende skiløb og trygge rammer, hvad enten du er uerfaren, nybegynder eller habil slalom løber. Den tætte destination på Danmark, gør Isaberg til et oplagt sted at ”pudse formen af” inden årets skiferie, på enten en endags eller weekendtur til den smukke sydsvenske natur.

Find en skiferie til Isaberg her: Snowtrex

Skiekspert Cecilie Frost har besøgt Isaberg og giver nu sin udførlige anmeldelse af skiområdet. Læs anmeldelsen nedenfor, hvori Cecilie kommer ind på bl.a. skiterræn, sne- og vejrforhold, muligheder for overnatning, mad og drikke, transport og prisniveau.

Om Isaberg

Skiterræn

Isaberg byder på 11 pister som i alt udgør 6 km. Den længste pist er 1000 meter og den største faldhøjde for området er på omkring 150 meter. Den blide faldhøjde gør at forholdene for ski debutanter er fantastiske, da du kan lære skiløbets grundteknikker under meget afslappede forhold. I Isaberg finder du et par nemme grønne lette pister, som er ideelt for børn og nybegyndere til at øve sig. Derudover er der en blå pist, fire røde pister og en sort pist. Isaberg har et helt nyt børneområde med 70 meter rullebånd til de mindste, og er dermed et super oplagt sted at præsentere børnene for hvad alt det her skiferie egentlig går ud på. Isaberg er med den korte afstand fra Danmark, et oplagt sted at tilbringe en weekend eller besøge for at træne og forbedrer sig inden årets skiferie. Især hvis man har mindre børn er det et oplagt sted at træne med dem inden årets skiferie. Sommetider går der et helt år, før næste skiferie finder sted, så her er Isaberg en suveræn mulighed til at holde træningen ved lige. Med det sagt, er Isaberg ikke stedet hvor en øvet skiløber skal tilbringe mere end én weekend, da mulighederne for fornyelse er yderst begrænset, og det er med træning i mente man besøger Isaberg. For hele familien er Isaberg et super sted, hvor alle kan være med. Pisterne er store og brede, og er ovenikøbet belyste. Dette gør det muligt at fortsætte skiløbet og træningen efter mørket er faldet på. Mens alt omkring dig er mørkt, er det en helt særlig oplevelse at suse ned ad bakkerne med de stærke lys projektører i siderne som lyser pisten op i mørket. Selv om Isaberg er et lille skiområde, er alpin forholdene stadig et besøg værd. Piste præparering i verdensklasse, samt et yderst moderne og veludbyggede liftsystem sørger for gode rammer. Der er i alt otte lifter, heraf en 6-stols ekspres lift som fragter dig til den højeste bakke, hvoraf man enten kan tage den sorte pist eller den røde familie bakke ned. Derudover finder du også stole, tallerken og ankerlifte, som alle sikrer minimal tid i liftkø og maksimal tid på pisterne. Hvis du er mere til snowboard end ski, er dette ikke et problem. Isaberg har blandt andet en fun park med rails, boxes og hop for den måske ”upcoming” Freestyle snowboarder. Hvis du hverken er til alpin ski eller snowboard, er Isaberg også en udmærket destination for langrendsløberen. Du finder i alt 18,5 kilometer langrendsløb gennem Sydsveriges smukke natur. Ved Hestra og på Isaberg golfbane bliver der blandt andet lavet præparerede spor når der er tilstrækkeligt store mængder sne. Dreng og pige skiferie Isaberg

Sne- og vejrforhold

Grundet Isabergs sydlige placering er det ikke lige så snesikkert som de skiområder du finder længere oppe i Sverige eller Norge. Isaberg har samme breddegrad som Frederikshavn, men modsat Frederikshavn har Isaberg snegaranti. Dette betyder, at du gratis kan afbestille turen, hvis i ikke bliver garanteret mindst to åbne skibakker på ankomstdagen. Hvis du besøger Isaberg fra midt januar til slutningen af marts, er der mange gange nok sne til at kunne holde hele området åbent. Du behøver dog ikke være bange for mængden af sne, da Isaberg er indehaver af topmoderne snekanoner som er klar til at lade sneen drysse hvis uheldet er ude. Søen for foden af bjerget, sørger for der bliver leveret nok vand til sneproduktionen og snekanoner løber dermed aldrig tør. Du er med andre ord garanteret, at der bliver spredt sne rundt på alle Isabergs bakker døgnet rundt, til at du næste dag måske bliver en af de første til at trille hen over den nypressede sne. Det er dog altid en god ide at holde sig opdateret omkring det kommende vejr for ens tur hjemmefra. I kan med fordel benytte jer af Isabergs live webcam på deres hjemmeside, her finder i desuden også information omkring snedybde, lufttemperatur, antal åbne pister og lifter.

Skirejser inkl. liftkort

Skiudlejning

Sydsveriges bedste skisportssted er så heldig også at være beriget med Sydsveriges bedste skishop Roupéz. Her finder du et stort sortiment inden for skiudstyr og skiudlejning. Du kan med fordel booke udstyret hjemmefra og derved komme endnu hurtigere ud på pisten. Skibutikken har mere end 2000 udlejningssæt i diverse kategorier, alt fra simple begynderski til de mere avancerede ski for de erfarne skiløbere. Hvis du er ny i denne ”skiverden”, er der kompetente ansatte klar til at hjælpe med at du få ski og støvler som passer til dig og dit niveau. Bakkerne er lige uden for døren, så du kan nemt tage en prøvetur og rette til hvis du fik fat i den forkerte størrelse.

Skiskole

Isaberg er et oplagt sted at sende børnene afsted på skiskole, hvor de vil få hjælp til at lære den helt basale skiteknik. De svensktalende skiinstruktører har en god flair for det danske sprog og kommunikationen plejer at foregå forholdsvist problemløst. Generelt er skiskole eller en enkelt undervisningslektion altid en god ide uanset alder og niveau. Skiinstruktørerne er klædt godt på og pengene er som regel givet rigtig godt ud. Privatundervisning med en times varighed koster ca. 495 SEK for en person og deltagelse i en fælles skiskole med minimum 5 elever koster 195 SEK.

Overnatning

Isaberg tilbyder en række forskellige muligheder for indkvartering. Mulighederne er enten hytte, hotel eller i egen campingvogn på campingpladsen. Af førnævnte muligheder er overnatning i egen campingvogn klart den billigste mulighed, herefter hytterne, som oftest er dem de besøgende vælger. Hytterne er super moderne og velholdte og der opleves stor efterspørgsel efter dem. Det anbefales derfor at booke hytterne måneder i forvejen, især hvis det er i weekenderne de skal bruges. Det er dermed noget nemmere, hvis det gælder overnatning mellem søndag og torsdag. Hytterne er yderst velplaceret i kort afstand til pisterne, og ved store snemængder er der ”ski-in” fra de fleste af hytterne. Der findes nogle forskellige størrelser af hytterne i Isaberg: Ekorren, 35 kvm. 4-5 sengepladser Uttern, 39 kvm. 4-5 sengepladser Räven, 46 kvm. 4-6 sengepladser Rådjuret, 52 kvm. 4-6 sengepladser Älgen, 157 kvm. 12 sengepladser Hvis man foretrækker hotel, skal man ca. 3 kilometer væk fra Isaberg, da der ikke ligger noget lige ved skiområdet. Det tætteste hotel er Hestraviken Hotell, som er luksuriøs og yderst lækkert. Her koster et dobbeltværelse ca. 1500 DKK pr. overnatning. Det vil derfor være et oplagt valg, hvis man elsker luksus og ikke kun kommer til Isaberg for at stå på ski. Hvis man gerne vil bo på hotel, men gerne lidt billigere end ved Hestraviken Hotell, kan byerne Gislaved og Anderstorp anbefales. Her finder i udmærkede hoteller til en mere fornuftig pris.

Mad og drikke

Isabergs udvalg af spisesteder er ikke voldsomt stort, men kontra skisportsstedets størrelse, finder du alt hvad du skal bruge. Restaurant Toppstugan er det naturlige samlingssted for mange når benene trænger til en pause. Her er maden meget standard, og du kan blandt andet få en kyllingeburger med pommes frites og spaghetti bolognese til omkring 55 DKK. Isabergs terræn og smukke natur byder også på en masse udendørs grillpladser. Her kan du med fordel medbringe en rygsæk med dagens frokost, især grillpølser og brød plejer at være en sikker vinder. Hvis vejret viser sig fra den gode side, ja så er der snart heller ikke noget bedre end en grillpølse i den friske svenske luft. Vær opmærksom på at de benyttes efter først-til-mølle-princippet. Ikke langt fra Toppstugan finder i også en overdækket grillhytte, som er skøn at have i baghånden hvis vejret byder til kryb-in. Du kan blandt andet leje grillhytten for en hel eller halvdag, oplagt for den store familie, vennegrupper eller for firmaturen. Sidst men ikke mindst, findes der også flere varmestuer i området, hvor i kan tage en pause og få varmen, samt spise egen medbragte madpakke. Her finder i desuden toiletter, vand og mikrobølgeovne også.

Transport

Blot 3,5 times køretur fra København og knap 5 timer fra Frederikshavn og GPS’en siger Isaberg. Dermed er Isaberg klart mest oplagt at besøge i enten egen bil eller via skibusser. Der findes en del skibusser som enten tilbyder 1 dags busture, eller 2 og 3 dages busture. Ved valg af skibus har i mulighed for at slappe af hele vejen, og et par timer senere er i klar til at bruge den opsparede energi på pisterne. Hvis fynboerne og københavnerne vælger kør-selv udgaven, kan de tage turen over Øresundsbroen, hvor der venter 280 kilometer forude, det vil sige omkring 3 timers kørsel fra København til ankomst. Derudover kan de også vælge at sejle fra Helsingør til Helsingborg. Her er der ca. afgang hvert kvarter og turen tager kun 20 minutter. Herefter er der 180 kilometer, omkring 2 timers kørsel alt afhængig af trafik til Isaberg. En anden mulighed, mest oplagt for jyderne, er at sejle fra Frederikshavn til Göteborg med Stena Line. Sejladsen vil tage omkring 3,5 time, hvorefter der skal tilbagelægges 130 kilometer til Isaberg, som vil tage omtrent halvanden time alt efter forhold. Vejene på turen derop er særdeles fine og sikre og foregår primært på motorvej eller asfalterede hovedveje. Du kan dermed nemt og hurtigt komme frem til Isaberg i hvert et slags vejr. Hav dog altid snekæderne pakket, da der i tilfælde af glat føre kan volde problemer for nogle de sidste kilometer fra hovedvejen og op til parkeringspladsen. Det er endvidere gratis at parkere på parkeringspladsen og der er plads til alle uanset ugedag og klokkeslæt. Liftkort og leje af skiudstyr finder i også ved siden af parkeringspladsen. Da Isaberg blot er en kort smuttur fra Danmark og vi ikke altid herhjemme bliver ramt af lige så kolde temperaturer som vores svenske venner, er det stadig vigtigt at prioritere vigtigheden af skiftet til vinterdæk. Hvis i vælger at køre selv til Isaberg kan det være nødvendigt med vinterdæk for at komme op ad bjerget. Derudover er det desuden påbudt ved lov i perioden 1/12 til 31/3 ved sne eller is på vejen. ”Allround dæk” og ”terrændæk” er heller ikke lovlige i denne periode og kan føre til udstedelse af bøde.

Oplevelser

En af de nye aktiviteter Isaberg har tilføjet er Rodel-banen, som er en ca. 1000 meter lang rutsjebane. Her slingrer man sig ned af bakken på en metalbane, mens du sidder fastspændt i en lille vogn. En super sjov oplevelse og vil helt sikkert bringe smil og grin hos både de mindre men også ”store” legebørn. For de modige og friske vinterbadere eller sauna elskende typer kan Isaberg sauna flåde ved søen også bookes. Du kan booke tid online og reservere til et antal af højst 8 personer og det koster 600 SEK for 2 timer. Fra saunaen kan i nyde den smukke fredelige natur omkring søen. Til denne aktivitet skal i huske drikkevarer, badetøj og håndklæder. Derudover er der også en stikkontakt til musik tilgængeligt som ekstra bonus.

Prisniveau

Som tidligere nævnt er Isaberg et oplagt valg for at varme op på enten en 1-dags skitur eller i en weekend. En tur til Isaberg kan derfor næppe sammenlignes med en skitur til alperne. Isaberg er dermed for dig som vil have et kort skiophold, uden at skulle bruge en formue på det. Hver vinter bliver Isaberg besøgt af omkring 100.000 mennesker, hvoraf halvdelen faktisk er danskere. Dermed er det en super god ide at være ude i god tid hvis man planlægger at besøge Isaberg. Jo længere tid man er ude, desto mere kan man spare på overnatning osv. Højsæsonen er omkring vinterferien i uge 7 og 8, og man kan med fordel vælge mindre ”attraktive” uger, hvis prislejet skal holdes nede. Et liftkort til Isaberg for én dag er 380 SEK for voksne, 320 SEK for junior og 130 SEK for barn. Vær opmærksom på den fordelagtige lave svenske kronekurs for os danskere. Vi kommer dermed langt med danske kroner og får virkelig valuta for pengene i Sverige kontra i alperne.

Kultur

Hvis man ikke er kommet til Isaberg kun for skiens skyld, kan man med fordel besøge de mange kunstmuseums der er nærliggende. I Gislaved kan du besøge kulturhuset Borgen, som har varierede udstillinger hele året rundt. I Värnamo ligger også Môbelrikets perler der tangerer grænserne til kunsten. Derudover findes der også en del interessante håndværkere som kan besøges i deres butik eller atelier. Du finder blandt andet Kallfeldts Läder nær Nissafors som sælger håndværksmæssigt fremstillede skindprodukter.

Historie

Den første slalombakke, en af Sveriges ældste, blev grundlagt og stod færdig i Isaberg vinteren 1936-1937. Dette medførte en stor ski interesse som kun blev stigende de mange år efterfølgende. I 1968 blev der givet tilladelse til, at der kunne bygges fritidsgårde, slalom, kælkebakker, parkeringspladser samt lifte. Dette var en stor investering og kort før jul i 1968 stod den første skilift klar til benyttelse. I årene efter fulgte der flere store tilføjelser, den første snemaskine blev leveret, samt 25 hytter i fritids byen Stugbyn blev bygget. Siden hen er der op gennem 2000-tallet sket store udbygninger kontinuerligt, heraf flere løjper og et snekanon system som er et af de mest moderne i hele Sverige. Sæsonen 2004/2005 blev en 6 stolslift indviet, og året efter en 4 stolslift. I 2007 blev der opført 12 sengs huse i amerikansk inspireret stil, som medførte yderligere stor interesse og gav Isabergs gæster muligheden for et mere eksklusivt ophold. Siden hen har Isaberg fortsat deres kontinuerlige udvidelser og optimeringer af deres veletablerede ski resort, der i dag danner rammerne for deres stærke navn og omdømme.

Skiudstyr og skitøj til skiferie Isaberg

Hvis man er en familie eller flere der skal afsted sammen, kan hele pakkeprocessen nogle gange være lidt krævende, da man nødig vil slæbe mere grej med end nødvendigt. For at gøre pakkeprocessen mere overskueligt, kan det med fordel pakkes nogle dage før afgang. Organiser alle tingene på enten stuegulvet, et frit bord eller lignende, dette skaber mere overblik før det pakkes ude i bilen. Dette er også mere hensigtsmæssigt til når bilen skal pakkes, da man har fået styr på hvilke ting der fylder, hvad der skal først og sidst ind osv. Til selve bilturen er det altid rart at medbringe diverse snacks, drikkevare, skiftetøj, håndsprit og vådservietter. Hvis der er børn med på bilturen, så husk og tænk over noget underholdning som de kan slappe af med undervejs. Til selve skiløbet ved ankomst, er det en fordel at have medbragt vind og vandafvisende skijakker og skibukser. Ved skijakke skal man tage hensyn til hudens mulighed for at ånde, og ved bukserne er det vigtigt de er slidstærke, da der hurtigt kan opstå huller på indersiden ellers. Derudover skiundertøj til det inderste lag, heraf helst uld, da bomuld ikke er fugt eller svedtransporterende. Skihandsker, skibriller og skisokker skal også medbringes. Pak med fordel evt. flere par skisokker da der kan blive vådt i skistøvlen og omkring foden efter en lang dag i sneen. Sidst men ikke mindst, alt efter om man vælger udlejning eller ikke, skal der medbringes ski, skihjelm og skistave. God tur.

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

Er det dyrt at holde skiferie i Isaberg?

Prisleje varierer fra område til område. I artiklen kommer vi ind på prislejet i Isaberg.

Hvilket skiniveau er Isaberg velegnet til?

Om du er begynder, øvet eller ekspert har en betydning for, om Isaberg er det ideelle skiområde for dig. Læs om hvilket skiniveau Isaberg er velegnet til i artklen.

Hvordan ser sne- og vejrforholdene ud i Isaberg?

Sne- og vejrforholdene skifter fra år til år, og man kan aldrig vide sig sikker på forholdene. Få svar på hvordan forholdene ser ud i artiklen.

Forfatter
Picture of Cecilie Frost
Cecilie Frost

Cecilie arbejder som journalist og skiekspert for Magasinet Ski. Hun er en garvet skiløber, som siden barnsben har stået på ski og nydt ethvert øjeblik med fødderne på de brede planker. Derfor lå det lige til højrebenet at uddanne sig som skilærer i det første sabbatår. Det blev til én sæson i Whistler (Canada) med alpint skiløb, backcountry skiløb og freestyle skiløb. Udover Canada har hun besøgt de fleste skiområder i Europa i forbindelse med sine egne skiferier.