Skiferie Verbier

Hytte skiferie Verbier
Sidst opdateret: september, 2021 | Denne artikel indeholder annoncer

Du får det ikke mere eksklusivt og attraktivt i schweiziske Verbier, som er beliggende i 1500 meters højde, og en del af det største skiområde i Schweiz “Les 4 Vallées”. Et topmoderne og ekstraordinært skiresort bygget i chalet-stil, hvor bygningerne alle er træklædte og oftest beklædt af solen i den sydvendte by. Et spektakulært område for selv den bedste freerider, og noget af det bedste skiløb der findes i Europa.

Skiekspert Emilie Holm har besøgt Verbier og giver nu sin udførlige anmeldelse af skiområdet. Læs anmeldelsen nedenfor, hvori Emilie kommer ind på bl.a. skiterræn, sne- og vejrforhold, muligheder for overnatning, mad og drikke, transport og prisniveau.

Indholdsfortegnelse

Om Verbier

Verbier er beliggende i 1500 meters højde, og er den største by i “Les 4 Vallées” (De 4 dale), som også inkluderer byerne Nendaz, Bruson, Veysonnaz, La Tzoumaz, og Thyon. Tilsammen danner de 4 dale Schweizs størte skiområde på 410 km. pister og næsten 100 lifter. Området består af dalene Medran, Les Savoleyres, Mont Fort og Bruson. 

I Verbier finder du en fantastisk snekvalitet og sikkerhed grundet højden, og mulighed for skiløb helt op til 3300 meters højde. I forhold til målgruppe, så er her noget for alle niveauer. Børnebakker og områder som er ideelle for nybegynderen, brede boulevarder til den øvede skiløber og en helt ekstrem off-piste og heli-skiing for den erfarne og frygtløse skiløber. Desuden er du omgivet af de smukke sneklædte bjerge, og omgivelserne er i absolut særklasse i Verbier. 

Desuden er Verbier yderst luksuriøst og velbesøgt af mange kendte, royale og professionelle skiløbere. 

Skiterræn

Fordelingen af pister i de 4 dale herunder Verbier:

  • 205 km. blå 
  • 170 km. røde
  • 25 km. sorte

Fordelingen af lifte i de 4 dale herunder Verbier: 

  • 47 slæbelifter
  • 34 stolelifter 
  • 19 kabine/gondollifter 

For børn findes Audi Kids Village i selve Verbier by. Her er gode og sjove faciliteter for de små og mindst rutinerede på ski. Der er også magic carpets ved Les Esserts, som er gratis at anvende for begyndere. For begynderen er områderne La Chaux, Fontanet og Les Ruinettes anbefalelsesværdige. Her er plads til at øve sig på, massere effektive lifte(fremfor slæbelifte), og det er desuden nemt og hurtigt at komme hjem igen efter en lang og krævende dag på ski. 

Det gode ved dette område er desuden, at ski holdet kan følges ad om morgenen, fordi de øvede kan tage videre med den store gondol “Jumbo” som i forlængelse af gondolen “Mont-Fort 2” tager dig til den unikke og legendariske top “Mont Fort”. Den er beliggende i 3300 meters højde. Her er en helt fantastisk panoramaudsigt, hvorfra du blandt andet kan se Mont Blanc. Det er også fra Mont Fort, at du kan tage ziplinen, med en helt fantastisk udsigt. Det er kun muligt at stå på ski ned af en sort piste herfra som er ret stejl. Et must see når du er i Verbier. 

For skiløberen der er til gode røde pister, så er det værd at søge over mod Thyon og Veysonnaz. Her finder du en god variation af brede boulevarder til tekniske svære pister. En af de ture, som du absolut må køre i Verbier er Attelas – pisten starter forenden af liften Les Attelas. Det er en af de bedste pister i Verbier, og er virkelig bred. Du kommer forbi restauranten “Le Carrefour”, som helt klar er et besøg værd, og især med ømme ben efter en racer tur fra Les Attelas. 

Et must at prøve i de 4 dale er den famøse “Piste de l’Ours” som ligger imellem Thyon og Veysonnaz. Det kræver ben af stål at tage denne piste uden pauser da hældningen er 51 grader, så en piste for den erfarne skiløber. Du er omgivet af træer på begge sider, som rammer pisten ind. Piste de l’Ours har været anvendt omkring 30 gange til afholdelse af World Cup i styrtløb. Les Mayens som kan fanges fra samme top, er en rød piste, som kan anbefales som alternativ hvis man er lidt mindre hardcore, eller vil have et lidt nemmere alternativ til piste de l’Ours. 

Fra Mont-Gelé til Tortin findes den mest fantastiske tur. Det er ikke en pist som er præpareret, og det er heller ikke off-piste – forestil dig en middelvej. Denne tur er ikke for begyndere, men et must for en øvet skiløber. Ideel for dig, som vil begive sig ud i hvad der minder om off-pisten, men uden at være ekstrem på nogle måder. En skjult perle er i Bruson fra toppen af Grand-Tsai liften til bunden af Passay liften, hvor du får helt utrolig sne grundet bjergets vinkel, og en flot syn over Verbier by. På pistekortet for Verbier/ de 4 dale er der indtegnet “Freeride routes”. 

I de 4 dale findes cirka 80 km. af langrendsspor, så hvis du søger afveksling fra skiløbet, så har du også mulighed for langrend. Udstyr kan lejes i de lokale skiudlejninger. Der findes også 2 snowparker – en beliggende i Verbier i Fontanet og en i Thyon. Swatch Snowpark Verbier har alt for begyndere til hardcore freestylere og byder på big air, kickers, rails og en Audi skicross bane er også til at finde. 

Centralpark Thyon er helt klart også et besøg værd. Hvis du vil prøve kræfter med helikopter-ski, så har du blandt andet mulighed for heliski på Pigne d’Arolla i hele 3800 meters højde. Prisen for sådan en helikopter tur anbefales at undersøges før du begiver dig ud på eventyr – det kan hurtigt blive et dyrt et. Skiterrænet i Verbier byder både på sne-skaldede bjergtoppe over trægrænsen, men du vil også køre en del blandt hyggelige træer, da for eksempel byen er beliggende under trægrænsen. 

Sort hus skiferie Verbier

Sne- og vejrforhold

Verbier er snesikkert på grund af, at det er muligt at stå på ski i op til 3300 meters højde. Desuden er byen beliggende på et sydvendt plateau, så der er rig mulighed for sol. Det siges, at de 4 dale har op imod 300 solskinsdage om året samtidig med en fantastisk snekvalitet. For ydermere at sikre nok sne, så findes der også snekanoner. Forholdene på pisterne afspejler også det gode schweiziske håndværk, og de er perfekt præparerede hver eneste morgen. 

Skiudlejning

Det er naturligvis muligt at leje ski og andet udstyr i Verbier. Skiudlejningen i Verbier er lidt anderledes end andre skidestinationer i Alperne – det boomer ikke med dem på hvert gadehjørne, og dem der er er ofte eksklusive i looket og har et mere eksklusivt udvalg. 

Kæden Ski Set har også en butik “Xtreme Sports SA” placeret centralt på hovedgaden, og nær liften Médran. Her er det muligt at booke hjemmefra på en dansk hjemmeside, som gør det utrolig nemt for dig. Du kan booke 4 forskellige kategorier som er: Evolution, Performance, Excellence og Premium. 

Eksempler på priser for leje at støvler, ski og hjelm 6 dage:

  • Evolution koster cirka 280€
  • Premium koster cirka 380€ 

Det er muligt at spare 10-20% af ovenstående priser, hvis der bookes online. 

Andre alternativer til skiudlejning: 

  • Mountain Air Verbier 
  • Médran Sports 
  • Backside Verbier, Ski & bike
  • Ski Service 
  • No 1 Ski Rental Astoria SA 

De fleste er også centralt beliggende og placeret på hovedgaden. Udvalget og udstyret er generelt i fuldkommen top. Flere indkvarteringer og hoteller har deres egen skileje tilknyttet, hvor der som oftest er mulighed for at indhente rabat, når du er allerede eksisterende kunde.

Skiskole

I Verbier har du mulighed for at booke dansk skiskole igennem “Skimundi”. De giver en sikker og sjov oplevelse med en professionel skiinstruktør. Skimundi underviser alle forskellige niveauer fra nybegyndere til de garvede, som vil forsøge at tæmme den ekstreme off-piste. 

Derudover findes et hav af alternativer: 

  • Verbier Ski School – European SNowsport 
  • Altitude ski & snowboard school – Verbier
  • New generation ski school 
  • Performance Verbier 
  • Ski School La Fantastique 

Alle ovennævnte skiskoler har et ekstremt højt niveau af undervisning og instruktører. Det anbefales at booke en instruktør hvis du for første gang vil prøve kræfter med off-pisten. 

Overnatning

Der er generelt flest hoteller og chaleter i Verbier, men det er også muligt at finde lejligheder. De fleste har spa, pool og wellness – mulighederne er uendelige. Er du til ekstrem luksus med alverdens forskellige muligheder som limousinekørsel, 4 restauranter, natklub og egen frisør, så skal du tjekke ind på W Verbier. 

Experimental Chalet er 4+ stjerner, som byder på et mix af det moderne og retro. Cocktailbar, terrasse, pejs, spaområde og byens ikoniske natklub “The Farm Club” finder du her. Le Châble er et lidt mere prisvenligt alternativ til Verbier, men stadig forbundet fornuftigt, så du kan få en del af hvad Verbier byder på. Bare vær opmærksom på, at den sidste stolelift går til Le Châble 18:30, så pas på ikke at blive fanget i after-ski. 

La Tzoumaz er også er mere prisvenligt alternativt, og en mere stille og rolig by som ikke er præget af after-ski. 

Mad og drikke

I Verbier går du hverken sulten eller tørstig hjem. Gastronomiske oplevelser i særklasse – både i byen og på bjerget samt afterski og et byliv som er alt andet end kedeligt. 

På bjerget kan blandt andet anbefales: 

  • Le Carrefour: Nok den bedste på bjerget – og ældste!
  • La Vache: Meget populær og James Blunt og Laurence Delaglio er medejere
  • Chalet Carlsberg: God restaurant/bar med fin solterrasse 

Afterski og natteliv: 

  • Pub Mont Fort: God til en øl eller 10, serverer også pub mad
  • Fer a Cheval: God til et glas koldt vin, har også de bedste pizzaer og en stor solterrasse
  • The Farm Club: legendarisk natklub, som snart har eksisteret et halvt århundrede 

Hotel Vanessas Brasserie Le V er et gourmet brasserie, som også kan anbefales. 

Transport

Du kan komme til Verbier på flere forskellige måder. Geneve er den lufthavn som er nærmest – 160 km. fra Verbier. Her er det både muligt at tage busser og privat transfer til Verbier. En biltur fra Geneve lufthavn til Verbier tager cirka 2 timer. Zürich er 300 km. fra Verbier. Det er også muligt at tage tog fra Martigny med “Saint-Bernard Expressen”, som kører til Le Châble. Der kører desuden en gratis shuttle bus rundt i Verbier by, og der er også en linje som kører mellem Verbier og Le Châble.

Oplevelser

En gåtur på den glamourøse hovedgade kan du få mange timer til at gå med, samtidig med du tjekker du luksuriøse butikker ud. På grund af de sublime forhold for freeride, så afholdes der hvert år finale i World Freeride Tour – Verbier Extreme.

Du vil ikke komme til at kede dig i Verbier, hvor du blandt andet kan opleve:

  • Snesko ture
  • Paragliding
  • Heliski
  • 10 km lang kælketur 
  • Spa & welness
  • Biograf
  • Sportscenter med klatrevæg, 2 squashbaner, indendørs og udendørs tennisbaner samt pool 
  • Flere museums og gallerier: Musée du Vieux-Pays, Oreiller Forge, Alpine Museum mm. 

Prisniveau

Verbier er den mest eksklusive by i området, og dermed er priserne også derefter. 

Priserne for liftkort i 6 dage til hele de 4 dale systemet: 

  • 320 € for en voksen
  • 160 € for børn

Det er også muligt at købe et liftkort, som kun er til Verbier, men det er under 10 € billigere end det helt store liftkort – derfor anbefales det at købe det store. 

Der er mulighed for online rabat, og rabat til større grupper.

Liftkort er gratis for børn under 5 og pensionister over 76 år. 

Priserne for liftkort er meget lignende andre større skiresorter i Alperne, og er meget tilsvarende det store liftkort i de 3 dale i Frankrig. Det er altså ikke på liftkortpriser, at Verbier er så meget dyrere. 

Til gengæld er priserne for overnatning og mad/drikke i den dyre kategori, og Verbier kan på ingen måde beskrives som SU-venligt. Dog får du skiløb i særklasse og en helt ekstraordinær by at bo i, så på den måde går det op for de høje priser. 

Kultur

Det er strengt forbudt at flyve med droner i Verbier og de 4 dale både til privat og professionelt brug, medmindre at du har en tilladelse. Ellers bliver dronen konfiskeret og ejeren bliver meldt til myndighederne. 

Hvis du kører bil I Schweiz er der også lidt regler. Der betales afgifter for at køre på motorvejene. Der er ikke et lovkrav om vinterdæk, men hvis du sænker trafikken ved at køre på sommerdæk om vinteren kan du få en bøde. I nogle områder er det påbudt at køre med snekæder, og når de er monteret er hastighedsgrænsen 50 km/t. 

Det internationale skiforbunds 10 regler for opførsel på pisten er også gældende i Verbier. Dette gælder blandt andet respekt, at køre med kontrol, undlade at standse på pisten og alle skiltninger og markeringer skal overholdes. 

Sproget i Verbier er hovedsageligt fransk – Verbier er nemlig placeret i den fransktalende del af Schweiz. Derudover bliver der også talt en del engelsk og tysk. Desuden er Verbier og de 4 dales pistekort ekstrem detaljeret, og afspejler det gode sweiziske håndværk, du kan derfor bruge massere af tid på at nørde det. Det er ikke tilfældigt, at bygninger er træklædte i Verbier. Det indgår nemlig som et krav i det lokale bygningsreglement.

Historie

Omkring 1900-tallet var Verbier ikke andet end en et par få bondehuse og den største del af befolkningen var kvæg. Verbiers potentiale som skiresort blev først opdaget i 1925, da en gruppe hikede 15 km. op fra Sembrancher for at stå tilbage på ski. Det første liftsystem var installeret i 1946. De følgende 10 år udvidede Verbier sig som ferie attraktion, men stadig som en af de mindre.

Det var først efter de store ski-boom i 1960’erne, at Verbier var udvidet til det skisports-mekka, som vi kender i dag. På de travleste uger om vinteren er der 40.000 skiløbere i Verbier, og byer er også en attraktion om sommeren. Verbiers kapel var originalt bygget i 1686, men blev hurtigt for småt til byens lille befolkning. Det var i 1866 erstattet med det kapel som findes i dag. Kapellet i Le Châble var oprindeligt fra 1488 og renoveret i 1981. 

Skiudstyr og skitøj til skiferie Verbier

Med op imod 300 solskinsdage på en sæson og beliggende på et sydvendt plateau, så er det essentielt at pakke følgende i kufferten, når turen går til Verbier:

  • Solbriller
  • Sol linse til dine goggles
  • Solcreme

Skisystemet byder på mange gondollifte, hvor du kan få varmen. Dog kan området være koldt når det blæser, så en halsedisse ville også være ideelt på pakkelisten. I forhold til skiudstyr, så skal man endelig tage de brede planker med til off-pisten, hvis man ejer sådan et par, da Verbier jo er et kæmpe mekka herfor. Hvis du selv ejer lavineudstyr er det også en god ide at tage med – bare husk at være opmærksom, hvis du skal flyve med det. Her gælder ret strenge krav, så sørg endelig for at undersøge det i forvejen. 

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

Er det dyrt at holde skiferie i Verbier?

Prisleje varierer fra område til område. I artiklen kommer vi ind på prislejet i Verbier.

Hvilket skiniveau er Verbier velegnet til?

Om du er begynder, øvet eller ekspert har en betydning for, om Verbier er det ideelle skiområde for dig. Læs om hvilket skiniveau Verbier er velegnet til i artklen.

Hvordan ser sne- og vejrforholdene ud i Verbier?

Sne- og vejrforholdene skifter fra år til år, og man kan aldrig vide sig sikker på forholdene. Få svar på hvordan forholdene ser ud i artiklen.

Forfatter
Emilie Holm
Emilie Holm

Emilie arbejder som journalist og skiekspert for Magasinet Ski. Livet i Alperne, passionen for skiløbet og ski miljøet tog for alvor fart i vinteren 16/17. Der var hun nemlig på sin første sæson i den lille, autentiske bjergby Valloire. Her blev hun grebet af guidejobbet og det at tage på sæson. Det er i alt blevet til 3 hele sæsoner siden og adskillige uger som uge-guide. Ergo, hun har besøgt et utal af skilande samt dets skiområder og har derfor en bred faglig viden om det at holde skiferie, som hun med stor glæde deler ud af her på magasinet.