Skiferie Livigno

pist skiferie Livigno
Sidst opdateret: november, 2024 | Denne artikel indeholder annoncer

En skiferie i Livigno er en sikker vinder for hele familien. Skiterrænet byder på udfordringer til både store og små, samt nybegynder som ekspert. Udover de boulevard brede pister, er Livigno i høj grad også kendt for deres toldfrie varer. Livigno er derfor en unik italiensk perle, der byder på alt, hvad en skiløber kunne drømme om.

Find en skiferie til Livigno her: Sunweb | Snowtrex

Skiekspert Kristoffer Kristensen har besøgt Livigno og giver nu sin udførlige anmeldelse af skiområdet. Læs anmeldelsen nedenfor, hvori Kristoffer kommer ind på bl.a. skiterræn, sne- og vejrforhold, muligheder for overnatning, mad og drikke, transport og prisniveau.

Om Livigno

Skiterræn

Med sin beliggenhed i hele 1816 meters højde udmærker Livigno sig ved en høj snesikkerhed og gode sneforhold. Området tilbyder 115 km pister i alle sværhedsgrader, hvor især de røde boulevard pister kendetegner området. Samtidig er det muligt, at finde blå pister, som kan følges fra en af toppene og hele vejen ned til byen, hvilket ikke er en selvfølge for skiområder i Alperne.

Dette gør det derfor muligt, at hele familien kan have en tur sammen fra bjergtinderne i højden og ned til byen i dalen. Derudover er en fordel, at byen har mange små slæbelifter med begyndervenlige bakker helt nede i byen, så børn eller nybegyndere ikke behøver at skulle spilde kræfter på at tage med en gondol til toppen før skidagen kan starte.  

En skiferie i Livigno tilbyder dog også andet end velpræparerede pisteskiløb. I Italien er heliskiing nemlig tilladt. Du har derfor mulighed for at se området fra fugleperspektiv inden du kan nyde uberørt puddersne. Derudover er Livigno indehaver af en af Europas bedste snowparks, nemlig Mottolino Snowpack. Her kommer nogle af verdens bedste freeride skiløbere for at træne. Så her har du muligheden for enten selv at prøve grænser af eller blot iagttage nogle af vovehalsene på afstand. 

Liftkøer vil være et sjældent fænomen på en skiferie i Livigno, da området generelt er udstyret med moderne skilifter, der binder området godt sammen. Samlet set har området en liftkapicitet på 47.300 personer, der kan trækkes op i timen. Et lille minus ved området er, at skiløbet er fordelt på de to bjerge Mottolino og Carosello, hvor der ikke er nogen pister eller lifter i mellem. De to sider er dog forbundet med shuttlebusser, der gør det muligt at komme hele området rundt. 

Generelt er Livigno et meget alsidigt område, der tilbyder alverdens aktiviteter i sneen udover blot alpint skiløb. Her skal blandt andet nævnes, at området har omkring 40 km langrendsspor, hvilket bestemt er godkendt for et område i Alperne. Derudover er der Night Slope hver torsdag, hvor det er muligt at stå på ski frem til kl 22:30. 

Livigno er derfor af gode grunde blevet et foretrukket rejsemål for danske skiturister, da området byder på udfordringer til alle slags skiløbere.

Sne- og vejrforhold

Livigno er med sin høje beliggenhed en snesikker destination. I løbet af sæsonen bygger der sig statistisk set en snebase op på over 200 cm oppe i terrænet.

Derudover giver den høje placering også mere stabile temperaturer, der er med til at sikre en bedre snekvalitet og -sikkerhed end andre italienske skisportsområder. Solen skulle man også gerne få at se ved en skiferie i Livigno, hvor det samlede antal solskinstimer i februar ligger på omkring 125 timer. Til sammenligning er der ikke meget mere end 50 solskinstimer i en gennemsnitlig februar i Danmark. 

Klimaet er generelt derfor godt til alpint skiløb og andre sneaktiviteter i Livigno. En ulempe vil dog være, at området ligger så forholdsvis højt, da det kan være svært at søge i læ under trægrænsen de dage, hvor vejret og sigtbarheden er dårlig. 

Gondol skiferie Livigno

Skiudlejning

Uden ski kan det hurtigt blive en lang og kedelig uge. Derfor er det godt, at Livigno tilbyder et hav af forskellige udlejningsbutikker, hvor du kan leje det ideelle skiudstyr for dig. Flere butikker tilbyder, at du kan booke og tjekke ind hjemmefra, så du blot skal samle udstyret op, når du kommer frem.

Derudover kan det være en fordel, hvis du rejser med rejsebureau at booke gennem dem, da de oftest har et godt samarbejde med en bestemt skibutik samt at der oftest er en besparelse. De fleste udlejninger tilbyder ofte forsikring på deres udstyr mod tyveri eller brud på skiene. Dette kan være en god ide at takke ja til, men ellers tjek om dette ikke allerede er inkluderet i din rejseforsikring. 

Skiskole

Skiundervisning er altid en god investering, ligemeget om du er nybegynder eller kører sorte piste. Generelt er niveauet af skiinstruktører højt i Italien, da de værner om deres uddannelse. Dette kan til gengæld have den ulempe, at det kan være sværere at finde en dansktalende skiinstruktør.

Det kan dog sagtens lade sig gøre, da der er ansatte instruktører i de lokale skiskoler, der er dansktalende. Ellers kan du booke en dansk instruktør på skischoolonline.com, der tilbyder danske skiinstruktører i Livigno. Derudover tilbyder nogle af rejseselskaberne også, at guiderne er med på børneholdene som oversættere, både så børnene føler sig trygge og forstår øvelserne. 

Overnatning

Livigno tilbyder alverdens overnatningsmuligheder. Byen er fyldt med et hav af hoteller i forskellig standarder og priskategorier, der burde kunne tilfredsstille de flestes behov.

De største danske rejseselskaber som Højmark og Ski Networks har et bredt udvalg af hoteller, hvor en uges ferie med halvpension, indkvartering og liftkort starter fra omkring 7500 kr. Derudover er det også muligt at finde et hav af investeringsmuligheder gennem de store internationale bookingsider som f.eks hotels.com. 

Området tilbyder også muligheden for hytter og lejligheder, som måske især nogle store grupper eller familier foretrækker. Hvis du ønsker guideservice er de store danske rejseselskaber også leveringsdygtig i dette, men ellers kan sider som AirBNB og lignende bruges til at finde frem til den ideelle lejlighed eller hytte for dig. 

Generelt kan det siges, at standarden af indkvarteringer er god. De kan i hvert fald sagtens konkurrere med de mere simple lejligheder, som oftest findes på nogle af de franske skisportssteder. 

Mad og drikke

På en skiferie til Livigno bør du overlade flere af dine måltider til de italienske værter. Italiener laver god mad, og kulinarisk er der nok lidt mere at byde på end hos de nordlige naboer i Østrig. 

Området har alt fra de store selvbetjeningsteder oppe i terrænet til de små hyggelige hytter længere ned af bjerget samt de gode restauranter nede i byen, hvor der sågar findes restauranter, der nævnes i Michelin-guiden. Så du må ikke snyde dig selv for en pastaret i middagssolen eller et godt stykke kød til aftensmaden. Derudover er byen indehavende af flere større supermarkeder, hvor du kan klare dine daglige indkøb. 

Hvis du vil prøve en oplevelse lidt ud over det sædvanlige, så skal du melde dig på morgenturen til Castello 3000. Her får du muligheden for først at nyde de velpræparerede pister som den første, inden du kan sætte dig til den overdådige morgenmadsbuffet på restauranten Costaccia, mens du nyder solopgangen over bjergene.    

Transport

Livignos placering højt oppe i en dal i det nordlige Italien gør det ikke til verdens letteste sted at komme til. En række tunneller har dog gjort turen langt mindre besværlig en tidligere. 

Hvis du vælger at kører i egen bil til Livigno, så er der 1100 km fra den dansk-tyske grænse. Her går langt det meste af vejen selvfølgelig ned af autobahnen i Tyskland og ind gennem Schweiz. Her skal du skal være opmærksom på at have købt en vignette, så du har tilladelse til at køre på motorvejene i Schweiz. Den kan anskaffes ved FDM inden afrejse for 289 kr og er gældende i hele det indeværende år, så den kan også bruges på sommerferien.

På grænsen mellem Schweiz og Italien er det nemmeste at tage med et biltog, der bringer dig gennem den 20 km lang Vereina tunnel. Vogntoget kører en gang hver halv time og koster 39 CHF (ca. 300 DKK). Inden du rammer dalen, hvor Livigno er beliggende skal du igennem den 4 km lange Munt la Schera tunnel. Denne tunnel har kun et spor, så trafik er ensrettet i forskellige tidsrum.

Hvis din ankomst dag er lørdag, så kan du passere ind til Livigno efter kl 9:30, hvor du ved hjemrejse lørdagen efter helst skal være gennem i den nordgående retning inden dette tidspunkt. Her kan du med fordel købe en tur-retur billet online til 42 CHF, så du har til både frem og tilbage. Selvom turen er lidt mere end bare at køre af ved en afkørsel på motorvejen, så skal du til gengæld ikke forvente at bruge bilen imens du er i Livigno. Der kører shuttlebusser rundt mellem lifterne – og dele af bykernen er sågar delvis bilfri. 

En anden transportmulighed er også at flyve, hvor den nærmeste lufthavn er Bergamo, som du kan flyve til fra Københavns Lufthavn. Flyvetiden er blot 2 timer, dog skal man være opmærksom på, at transferen fra lufthavnen i Bergamo til Livigno vil tage omkring 4 timer. 

Hvis du overvejer offentlig transport, så er det også en mulighed. Der går dog ikke tog til Livigno, så du ville skulle med bus og lokalbaner det sidste stykke af vejen. Til gengæld vil SneXpressen være en god løsning, da du her kan rejse med bus fra alle større provinsbyer i Danmark til Livigno. En tur/retur billet vil koste i omegnen af 1500 kr, hvor du kan stige på bussen i Danmark om eftermiddagen og stå op i Livigno om morgenen klar til første skidag.  

Oplevelser

Livigno er meget mere end blot velpræparerede skipister. Byen tilbyder nemlig et hav af oplevelser uden for pisterne. 

Livigno er notorisk kendt for sin særstatus som toldfri by. Hvis du derfor har et shoppegen i dig, så er det altid en god eftermiddagsaktivitet at slentre ned mellem byens mange forskellige butikker og forretninger. 

Byens særstatus som toldfri har også den fordel, at alkohol priserne på egnen er yderst rimelige. Ud på eftermiddagen skures der derfor gradvist op for musikken på byens mange barer. Især Statlet er kendt for at kunne skrue op for en god fest, hvor alle er inviteret. 

Trænger du til en anden adrenalinfyldt oplevelse end skiløb, så kunne det være en tur på fatbike var noget for dig. En fatbike er en mountainbike med ekstra tykke dæk, der giver optimal grip og affjedring, så du kan cykle ned af stejle sneklædte skråninger. En oplevelse der helt sikkert vil bringe smilet frem ved de fleste vovehalse.   

Hvis benene en dag skulle have brug for en hviledag fra pisterne, så er det uden tvivl en udflugt værd at tage til de varme kilder i Bormio. Kilderne ligger en lille times kørsel fra Livigno, hvor du kan få ladet batterierne op i de naturlig varme kilder. 

Prisniveau

Grundet byens særstatus som toldfri, så er Livigno bestemt konkurrencedygtig på prisniveauet sammenlignet med mange andre lignende områder. Du får ikke smit tingene i nakken, men især nogle forbrugsvarer er der bestemt favorable priser på.

Generelt er priserne for overnatning også sammenlignelige med mange andre destinationer i Alperne, der har et lige så veludbygget skiområde som Livigno. Grundlæggende kan Livigno derfor nok betragtes som havende et medium prisniveau. Statussen som toldfri by gør selvfølgelig turen nogle procenter billigere end hvad den ellers havde været, hvis der skulle betales told på alle varer og services. 

Kultur

Skisporten er uden tvivl en kulturbærende kræft i Livigno, der har bragt udvikling og velstand til området. Derudover er Livigno på mange måder en klassisk bjergby, hvor en ægte italiensk atmosfære er gennemtrængende.

Især kan karnevallet anbefales at betragte, hvor der findes utallige arrangementer og påfund sted i byen. Det er i hvert fald oftest en oplevelse lidt ud over den danske fastelavn. Derudover er byen gennem sæsonen vært for en række forskellige arrangementer, der kan giver din skiferie en oplevelse af lidt ud over det sædvanlige.  

Historie

Livigno har en lang historie, der kan dateres langt tilbage. Området har været under skiftende overherredømme, hvilket er en del af forklaringen på den særstatus som toldfrit område, som byen har i dag. Historisk set har livet i Livigno nemlig været hårdt og fattigt. Derfor har skiftende styrer velholdt politikken om, at varerne i Livigno skulle forblive toldfri. 

Livet har dog ændret sig radikalt for de lokale i Livigno, hvor hovederhvervet i dag er både sommer og vinter turisme. Området har været igennem en rivende udvikling. Dalen blev reelt først forbundet med omverdenen op gennem 1950’erne, hvor det lykkedes at holde vejen til Bermio åben gennem vinteren. I 1959 åbnede de to første skilifte, og derefter tog turismen langsom til. 1965 bestod området af 6 hoteller og 2 lifte, hvilket står i stærk kontrast til det moderne skiområde, som byen i dag er blevet til. 

Området udvikles fortsat, hvor der hele tiden kommer nye lifte og opgraderinger, der gør din oplevelse af livigno endnu bedre. Byen skal desuden være vært for flere af konkurrencerne ved vinter OL i 2026, så mon ikke Livigno vil fortsætte sin udvikling yderligere frem mod dette værtskab. 

Skiudstyr og skitøj til skiferie i Livigno

Livigno er generelt er alsidigt skiområde, hvor det kan være svært specifikt at sige hvilket stykke skiudstyr, der vil gøre præcis din skiferie bedre. Skihjelm, gode skihandsker og skiundertøj  er universelle dele, der går igen fra skiferie til skiferie. 

Generelt kan det dog siges, at Livigno er et højtliggende område, hvilket vil gøre det lidt barskere og mere omskifteligt. Derfor er det klart en fordel at have noget skitøj, der både kan klare mosten en solskinsdag samt en dag med 10 minusgrader og snestorm. Her vil en skijakke med ventilations muligheder være ideel. 

Området er kendt for de boulevard brede piste, hvor en klassisk pisteski selvfølgelig vil være det optimale valg. Skulle du dog have en lille freerider eller freestyler i dig kunne en all-mountain ski måske være et godt kompromis til Livigno, da du her både kan lave fornuftige carving sving om morgenen på pisterne mens du stadig kan følge med i off-pisten eller i den store snowpark.

Ellers kan det altid være en god investering at leje et par fuldkomne freeride/powderski på en dag, hvor det har sneet hele natten. Nyfalden sne og brede planker er en kombination, der ikke kan gå galt. 

Derudover skal du passe på solen i de høje bjerge, så sørg for at have købt en god solcreme, der kan beskytte ens ansigt. 

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

Er det dyrt at holde skiferie i Livigno?

Prisleje varierer fra område til område. I artiklen kommer vi ind på prislejet i Livigno.

Hvilket skiniveau er Livigno velegnet til?

Om du er begynder, øvet eller ekspert har en betydning for, om Livigno er det ideelle skiområde for dig. Læs om hvilket skiniveau Livigno er velegnet til i artklen.

Hvordan ser sne- og vejrforholdene ud i Livigno?

Sne- og vejrforholdene skifter fra år til år, og man kan aldrig vide sig sikker på forholdene. Få svar på hvordan forholdene ser ud i artiklen.

Forfatter
Picture of Kristoffer Kristensen
Kristoffer Kristensen

Kristoffer arbejder som journalist og skiekspert for Magasinet Ski. Som uddannet og aktiv skilærer bosætter han sig i Østrig hver skisæson for at undervise begyndere såvel som øvede skiløbere. Udover at have erfaring med undervisning i skiløb, er han tidligere skibutiksmedarbejder. I hans tid som butiksmedarbejder arbejdede han med skiudlejning, kunderådgivning og salg. Opgaverne spændte bredt – alt lige fra at tilpasse ski og skistøvler for familien Jensen til at hjælpe lokale kunder med at købe det helt rette skiudstyr. Det driver ham at lære fra sig, dele ud af hans viden og viderebringe hans passion og glæde for skisporten – både i undervisning, butik og på skrift.

Hytte skiferie Hafjell

Gør ligesom 817 andre skiløbere og tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få eksklusiv adgang til:

✅ Konkurrencer (skirejser, skiudstyr og skitøj)

✅ Rabatkoder til skibutikker

✅ Tests af skiudstyr og skitøj