Kolde, våde hænder er lig med en elendig skiferie. Derfor er gode skihandsker alfa-omega i din pakning til skituren. Vi giver dig her en guide til, hvad du skal kigge efter, når du skal ud og investere i et par nye skihandsker.
Magasinet Ski har i samarbejde med skieksperterne Anders Braun og Martha Gottlieb lavet en test af skihandsker. Se de 5 testvindere herunder og/eller læs ekspertens købsråd længere nede i artiklen.
Testen er baseret på vores eksperts anbefalinger, erfaring og research. Vi tester ikke selv produkterne.
Bedste skihandsker
Pris: 529 DKK
Vinderen i kategorien “bedste skihandsker” er RevolutionRace Cabin Ski Glove. Denne prisvenlige skihandske er isoleret godt og indeholder en vandafvisende membran samt en gedeskindsoverflade for ekstra slidstyrke. Sidst men ikke mindst har handsken et ergonomisk fit, så enhver kan få glæde af den.
Annonce
Bedste billige skihandsker
Pris: 375 DKK
Vinderen i kategorien “bedste billige skihandsker” er XTM Performance Samurai. En miljøvenlig, vandtæt og åndbar skihandske med Thinsulate isolering for ekstra varme og polstring. En simpel handske til en lav pris uden læderovertræk og ekstra funktionslir. Kommer i en vandtæt ExtremTex Membran for 100% vandtæthed, og du kan justere handsken med håndledsremmen. Den er tilmed touch-skærm kompatibel
Annonce
Bedste premium skihandsker
Pris: 1.149 DKK
Vinderen i kategorien “bedste premium skihandsker” er Hestra Army Leather Heli. Skihandsken er 100% vandtæt, således al sne og vand holdes ude. Samtidig er den slidstærk grundet læderoverfladen og åndbar. Handsken er et ideelt valg til skituren, men i det hele taget også til den danske vinter.
Annonce
Bedste inderskihandske
Pris: 210 DKK
XTM Merinould inderhandsken er en førsteklasses inderskihandske, der har vundet testprisen som bedste inderskihandske. Handskerne tilbyder fremragende varmeisolering og er skabt med avanceret funktionalitet i tankerne, hvilket gør dem til et ideelt valg for skientusiaster. Materialet er åndbart og hurtigtørrende, hvilket sikrer, at hænderne forbliver varme og tørre under hele skituren. Med en tætsiddende pasform og høj fleksibilitet giver disse handsker optimal komfort og bevægelsesfrihed. Derudover er de nemme at tage på og af takket være de elastiske manchetter, hvilket bidrager til deres praktiske brug.
Annonce
Bedste skiluffe
Pris: 529 DKK
Vinderen i kategorien “bedste skiluffe” er RevolutionRace Cabin Ski Mitten. Et par vandtætte, varme og isolerende luffer med fleecefor og forstærkede håndflader for ekstra varme og grip. Et oplagt valg, hvis du foretrækker vanter.
Annonce
Handsker, specielt designet til skiløb og snowboarding, har den varme, tørhed og andre funktioner, der er nødvendige til en dag i bjergene. I gamle dage, hvor ski blev brugt som transportmiddel i bjergene, anvendte man ofte luffer af uld til at holde hænderne varme. I dag findes der et hav af forskellige modeller og materialer, specialiseret til den specifikke form for vinteraktivitet. De fleste downhill ski- og snowboardhandsker er konstrueret af en syntetisk skal, ofte nylon eller polyester, kombineret med en vandtæt, åndbar membran og en form for isolering for at holde dine hænder varme under kolde, våde forhold. Forstærkning på fingre og håndflader øger slidstyrken og forbedrer holdbarheden til aktiviteter som skiløb og snowboarding, hvor skarpe kanter kan skære sig igennem materialerne. Derudover kan der være andre ekstra praktiske funktioner, såsom indbygget varme, lommer, sneskrabere osv.
At have varme hænder og fødder er nøglen til en vellykket, sjov og behagelig skiferie. Der er oftest meget omskiftelige vejrforhold i bjergene, hvorfor dine hænder kan blive kolde på ingen tid, og der skal kun en lille smule fugt og kulde til i en handske, før dine hænder bliver en hindring snarere end en hjælp. Dét at kunne bruge fingrene til at lukke og åbne lynlåse, støvler og rygsække er nemlig ikke kun en funktionel, men også en vigtig del af din sikkerhed i kulden.
Som ved alt andet skiudstyr kan det være en hjælp at afklare dine behov, inden du skal ud og investere i et par nye handsker. Derfor kan du med fordel stille dig selv disse 3 spørgsmål:
Hvis du ofte får kolde fingre, skal du enten gå med tykkere handsker eller endnu bedre, luffer. Men husk på, at den vigtigste variabel i, om dine hænder holder sig varme, er, hvis de forbliver tørre. Og her mener vi både fri for fugt udefra OG indvendigt (sved). De fleste kolde hænder kommer nemlig fra klamme hænder (indvendig fugt). Tørre luffer holder dine hænder varme med mindre isolering. Luffer med tyk isolering kan faktisk gøre dine hænder koldere end luffer med mindre isolering, hvis de forårsager håndsved, så vær altid opmærksom på at afbalancere handskens design med den aktivitet og de forhold, hvortil de skal anvendes.
Kort sagt er luffer det mest optimale valg under meget kolde forhold, og fingerhandsker er valget til varmere forhold. Men hvis du SKAL vælge imellem at købe et par fingerhandsker eller luffer, så er luffer efter vores mening det bedste valg, da de har større alsidighed i den kolde ende af temperaturskalaen. Fingerhandsker har modsat en større alsidighed under varmere temperaturer, men her vi mener, at det er bedre at have hænder, der er for varme på en varm dag end at have kolde hænder på en kold dag.
Hvis du laver aktiviteter, der kræver optimal fingerfærdighed og greb, såsom randonée eller langrend så har du brug for adskillelse af dine fingre, enten ved en 5-finger eller 3-finger model (læs mere om dette nedenfor). Men hvis fingerfærdighed ikke er så vigtigt, giver luffer mere temperatur alsidighed. Samtidig kan det også være en fordel at overveje, om de skal kunne bruges herhjemme om vinteren til og fra skole eller arbejde eller f.eks. til udendørs leg i børnehaven.
Skihandsker kan med fordel kombineres med dit andet ski udstyr og -beklædning. Nogle handsker har en klikfunktion, hvortil de kan kan klikkes på dine skistave, og nogle skihandsker kan sågar spændes på din jakkes ærmegab. Dette er dog ikke særlig udbredt og ses oftest kun ved nogle brands’ specifikke modeller. Ydermere kan det også være værd at tænke på udformningen af din skijakkes ærmegab. Er det smalt, har du brug for et længere skaft på din skihandske, således at du kan trække handsken udover ærmet og modvirke, at sne trænger ind. Er handskens skaft derimod kort, skal din jakkes ærmegab gerne være justérbart, så det er muligt at spænde ærmet ind for at undgå sneindtrængning. Det er også muligt at tilkøbe ekstra ‘tilbehørshandsker’. F.eks. kan du supplere dine luffer med en inderhandske i merinould, hvis du har ekstra kolde hænder. Eller du kan købe en såkaldt skalhandske til med en vind- og vandtæt membran til at trække ud over dine normale handsker. Skalhandsker er et lag af ekstra beskyttelse, som du kan anvende når det er koldt, vådt, eller hvis du står stille i længere perioder. Dette skaber endnu et luftlag, der isolerer mod kulden. Det kan være fordelagtigt, hvis det f.eks. er meget koldt og blæsende, eller hvis det regner, og du står med læderhandsker, som ikke er 100% vandtætte.
Skihandsker kan som meget andet skibeklædning blive både fugtige eller svedige efter en tur på bjerget. For at de bevarer deres funktionalitet ift. varme, vandtæthed osv. er det derfor vigtigt (ligesom alt dit andet skiudstyr) at vedligeholde dine handsker. Alt afhængig af dine handskers materiale er der lidt forskellige guides til, hvad du skal gøre for at kunne bruge dine handsker længst muligt. Vi anbefaler dog selvfølgelig altid, at du først undersøger, hvad producenten af dine specifikke handsker foreskriver ift. pleje og vedligeholdelse.
Hvis dine handsker er blevet våde efter en dag på ski, er det bedst bare at lade dem lufttørre over natten. Har man svært ved at få tørret sine handsker over natten, så de er klar til næste dag, kan man til nøds bruge en støvlevarmer, så de tørres blidt indefra og ud – bemærk dog, at nogle producenter ikke anbefaler dette. Er de ydermere beskidte udenpå, kan du tørre dem af med en fugtig klud. Lugter dine handsker meget, kan du bruge bagepulver eller sprøjte dem let med eddike for at eliminere lugten.
Det kan som udgangspunkt ikke anbefales at vaske dine handsker ofte, da det slider på membranen. Men en gang imellem kan det dog være nødvendigt, hvis du er meget på ski eller sveder meget. Saltet kan nemlig gå ind og mindske varmeeffektiviteten af isolationen og foringen.
Ift. vedligeholdelse er der overordnet 2 typer af materialer; syntetiske materialer og læder. Disse kræver lidt forskellig pleje, som vi her guider til.
Har du gennemgået ovenstående steps og trænger dine handsker virkelig til at blive renset efter flere skiture med meget sved eller snavs, så kan det være nødvendigt at gå lidt grundigere til værks. Lad vær med at smide dem i vaskemaskinen. Selvom det kan virke som en nem løsning at smide dem ind på et håndvaskeprogram, så risikerer du, f.eks. at isoleringen klumper sammen og mister sin evne til at holde varme. Start i stedet med en balje med en blanding af lunkent vand og meget mild sæbe. Gerne én specielt til membraner, hvis dine handsker har sådan én. Brug ikke blegemiddel eller skyllemiddel. Nedsænk i sæbeblandingen, og gnid forsigtigt handskerne sammen for at fordele sæbeblandingen. Lad dem ligge ca. 10 min og skyl herefter grundigt og pres vandet ud. Det er vigtigt ikke at vride handskerne. Herefter skal du blot lade dem lufttørre, dvs. ikke noget med at putte dem i tørretumbleren. Slutteligt, kan du efterimprægnere dine handsker, hvis ikke dit vaskemiddel allerede klarer sagen, men det er som regel ikke nødvendigt. Hertil kan du spraye eller tørre dem med et imprægneringsprodukt lavet til formålet.
I nogle handsker kan inderforingen tages ud og vaskes seperat. Det er super smart, da det oftest er den, der absorberer mest sved og snavs fra hænderne, hvortil du til sidst kan udskifte den, hvis den bliver for ulækker. Dertil kan du nøjes med at spot-rense yderhandsken. Inderhandsken kan som oftest godt tåle en tur på håndvaskeprogram i vaskemaskinen, men tjek igen hvad producenten anbefaler.
Læderhandsker skal aldrig lægges i blød. Brug derimod en fugtig klud til at tørre snavs væk. Du kan også bruge et specifik læderrens-produkt, hvis de er meget beskidte. Spray opløsningen på ydersiden af handskerne og arbejd ind i læderet. Det skal ikke skylles af, men derimod tørres væk med en ren klud. Hvis dine handsker har dele, der er ikke er af læder, skal du passer på ikke at sprøjte opløsningen på de dele.
Lad handskerne lufttørre. Når handskerne er 80-90% tørre, skal du anvende en læderbalsam eller voks for at holde dine handsker vandtætte og forhindre, at læderet revner. Dette kan du også med fordel gøre, når du er på skiferie, hvis forholdene er meget våde. Det nemmeste er faktisk at tage dine handsker på og fordele produktet, ligesom du ville smøre håndcreme på. Husk kun at anvende det på de områder, der er af læder. Grunden til, at handskerne gerne må være lidt fugtige, er, at smørelsen trænger bedre ind, ligesom når du bruger fugtighedscreme/olie på din hud lige efter et bad.
Ydermere gælder det for alle handsker (og generelt alt skiudstyr), at de skal være helt tørre, før du gemmer dem væk til næste skitur.
Hvis det ikke allerede står klart, så findes der selvfølgelig ikke bare én type af skihandske. Vi har her forsøgt at kategorisere de forskellige modeller i 5 typer; 5-finger skihandsker, 3-finger skihandsker, luffer, skihandsker med indbygget varme og skihandsker til randonée eller langrend.
Handsker med deres individuelle fingre giver bedre fingerfærdighed end luffer og er ideelle til aktiviteter, hvor du ofte skal justere spænder, lynlåse eller sågar håndtere gear. Letvægtshandsker er et godt valg til aktiviteter der kræver høj kondition, såsom langrend eller randonée, hvor din krop genererer masser af varme.
Luffer har tendens til at være varmere end handsker, fordi dine fingre genererer mere varme, når de ikke adskilles af stof, som de er med fingerhandsker. Her går du til gengæld lidt på kompromis med fingerfærdigheden. Men de er stadig et rigtig godt valg, når du holder dine skistave, carver bjerget på et snowboard eller f.eks. er på vandretur i kølige temperaturer.
Nogle producenter tilbyder 3-finger-modellen eller “hummer”-modellen, som den også kaldes. Her kombineres varmen fra en luffe med fingerfærdigheden fra en traditionel handske, hvor din tommelfinger og/eller pegefinger er adskilt fra resten af dine fingre. Dette kan være en god løsning, hvis du har erfaret, at fingerhandsker ikke er varme nok, og luffer føles for klodset.
Ved randonée eller langrend er formålet at gå ligeud eller opad bjerget, og du generer dermed mere varme end ved klassisk downhill skiløb. Derfor er det en klar fordel at bære handsker med minimal insulation og foring som samtidig har maksimal fingerfærdighed. “Park handsker” går også ind under denne kategori, da de som oftest er 5-finger handsker med mindre insulation. Husk dog på, at denne type handske ikke er det samme som inderhandsker, da de stadig har en beskyttende “skal”. Inderhandsker har ikke dette og kan nemt skæres op på skiens skarpe kanter.
Der findes efterhånden ret mange brands, der producerer skihandsker med varme, hvorfor vi har valgt at omtale disse som en kategori for sig. Opvarmede handsker er ligesom normale skihandsker, men de bruger strøm fra batterier til en intern varmekilde for at give ekstra varme, hvis man virkelig lider af kolde hænder eller står på ski i ekstreme temperaturer. Disse er som oftest ikke helt billige, og du kommer nemt af med omkring 2000,- for et par. Så vi anbefaler som udgangspunkt kun denne løsning, hvis du virkelig har behovet jf. ovenstående. Ellers mener vi, at pengene kan bruges smartere på dit andet udstyr. Hvis du alligevel gerne vil investere i et par, så anbefaler vi at lave en grundig research inden samt at købe dem i en dansk butik, så du kan få nem adgang til hjælp eller returnering i tilfælde af problemer med elektronikken.
Den største afgørende faktor for holdbarheden af en skihandske er materialet og kvaliteten af syningerne i skallen. Hvis dette ikke er i orden, betyder det i princippet ingenting om du har en topkvalitets isolering – vand og vind vil nemlig trænge lige igennem og give kolde fingre. Du kan selv vurdere meget af kvaliteten bare ved at se og mærke materialerne. Tykkere materiale er hårdere og syet med en kraftigere tråd. Som hovedregel er læder et meget hårdere og mere holdbart materiale end syntetiske stoffer. Dette gælder derfor også ved håndfladerne, hvor materialet gerne skal være kraftigere end resten af handsken. Den øvre del af skihandskerne er normalt ikke det område, der er mest problematisk ift. holdbarhed, men de kan godt være udsat for skarpe kanter fra ski og snowboard, så her kan materialet også være mere eller mindre kraftigt. Skallen på en skihandske er derfor som oftest lavet af:
Læder er ikke bare læder. Der findes overordnet 4 slags, der anvendes til handsker:
De syntetiske materialer kan hedde alt muligt forskelligt og være kombineret med f.eks. spandex eller bomuld for ekstra stretch eller vandtæthed. Ift. membranen bruger nogle handskemærker deres egen teknologi, hvor andre bruger et specialiseret varemærke såsom Gore-Tex.
Opsummeret, kan der være en fordel ved at vælge læder, da det er meget holdbart og former sig efter din hånd. Ulempen er, at det ikke er 100% vandtæt. Du kommer dog rimelig langt med læderfedt og/eller en vandtæt skalhandske. Det vigtigste er derfor blot at sikre sig, at ydermaterialet er rimelig kraftigt og gerne vind og vandtæt. Om man foretrækker læder eller syntetiske materialer er en smagssag.
Den primære variabel, der er afgørende for varmen og komforten i din skihandske er isoleringen samt foringen, som gennemgås senere. Der findes rigtig mange forskellige slags isoleringer på markedet i dag, og det kan være svært at navigere i de forskellige materialer. Ligesom med membranen, bruger nogle mærker deres egen mærketeknologi, mens andre bruger varemærker, såsom PrimaLoft eller Thinsulate. Generelt gælder der dog, at det ikke er tykkelsen, men kvaliteten det kommer an på, når det kommer til isolering.
Vi har ikke lavet tests af de forskellige materialer og kan derfor ikke give dig et endeligt svar på, hvilke der er at foretrække. Men vi har lavet en meget grundig research og giver dig derfor en udførlig beskrivelse af de forskellige typer af isolering, så du er lidt bedre rustet til at vide, hvilke materialer der anvendes:
(Til info angiver ™, at virksomheden gør krav på at anvende deres brand som et varemærke, omend det muligvis endnu ikke er officielt registreret.
® betyder derimod, at varemærket er officielt registreret i landet for de varer og tjenester, som det anvendes til. Dette giver derfor virksomheden rettighederne til brugen af varemærket.)
Thinsulate er et af de mere kendte stoffer og er varemærket af 3M-virksomheden. Thinsulate er fremstillet af syntetiske fibre vævet sammen i forskellige tykkelser for at holde dig varm ved forskellige temperaturer. Det kommer i hele 9 forskellig typer, og tykkelsen involverer både vævningen samt vægt, der udtrykkes som gram pr. kvadratmeter eller ‘gsm’. Thinsulate varierer fra 40 gsm til 800 gsm. Det er dog ikke altid, at dette er oplyst af handskeproducenten.
Thermolite er skabt af The Lycra Company og er et let, syntetisk isoleringsstof fremstillet af polyesterfibre. Thermolite kommer i 7 forskellige teknologier med forskellige kvalificerende fibre inden for hver teknologi. Dette kan godt blive lidt teknisk og nørdet, så vi vil ikke gå mere i dybden med dette. Men hvis man vil vide mere, kan man læse om det på Thermolites egen hjemmeside.
PrimaLoft er et varemærke under PrimaLoft Inc. Isoleringen minder meget om dun, og var oprindelig udviklet til den amerikanske hær, hvor formålet var at lave et syntetisk alternativ til gåsedun, der kunne bruges i soveposer og tøj. Hovedårsagen var, at gåsedun ikke var vandtæt og ikke bibeholdt nok varme, når det blev vådt. PrimaLoft-fibre er derfor behandlet, så de ikke suger vand. PrimaLoft Inc. gør sig rigtig meget i bæredygtige løsninger og bruger meget genanvendte fibre i deres isoleringstyper, og du kan læse mere på deres hjemmeside om, hvordan denne proces foregår.
Qualofill er lavet af Du Pont og er fremstillet af polyesterfibre med fire mikroskopiske luftkanaler i hver fiber, der giver gode isoleringsegenskaber. Qualofill bruges også til isolering af soveposer, og er lidt mere til den tunge side.
Breathefil er varemærket af handskeproducenten Free the Powder. Det er en isolering, som indeholder 20% 3M Thinsulate. Breathefil er derfor en blanding af syntetiske fibre, der maksimerer åndbarheden og optimerer fingerfærdighed uden at miste varmen. Ydermere mister det ikke sin termiske dynamik, når det komprimeres, f.eks. når man holder fast om en skistav.
Denne isolering er varemærket af handskeproducenten Reusch og er betegnet som en ‘standardisolering’. Den er mere kompakt og solid end andre isoleringer og ses oftest i billigere handsker.
R-LOFT er også varemærket af Reusch og betegnes som værende ekstra blød og varm sammenlignet med deres TecFill isolering.
G-LOFT stammer fra den østrigske producent Goldeck Textil og blev oprindeligt produceret til at isolere soveposer til det østrigske militær. G-LOFT er en meget tynd polyesterfiber med høj isoleringskapacitet, selv under våde forhold. G-LOFT er hurtigtørrende, ventileret, meget komprimeret og let at vaske.
Fiberfill er en generel betegnelse for et isoleringsmateriale lavet af polyesterfibre.
Her findes selvfølgelig forskellige typer, men generelt er uld er lidt tungt materiale og ånder betydeligt mindre end moderne syntetiske materialer. Det forbliver varmt, når det er vådt, men det tørrer langsomt.
Dun er som udgangspunkt fremragende som isolering, når det er tørt. Naturlige gåsedunfjer er varmere end syntetiske stoffer ift. vægt, men de mangler åndbarhed og mindsker din fingerfærdighed sammenlignet med moderne syntetiske stoffer. En sådan luftig isolering til dine handsker kan dog være fantastisk, når det er brutalt koldt, eller hvis du ikke har brug for så meget fingerfærdighed.
Den anden variabel, der bestemmer komforten og varmen i en handske, er foringen eller ‘lineren’. Foringen er den del, der kommer i kontakt med din hud og kan enten været syet fast i den primære handske, eller den kan være udtagelig. Fordelen ved sidstnævnte er, at du kan anvende forskellige typer inderhandsker samt du kan tørre din handske hurtigere eller vaske din liner. Ulempen er, at de potentielt kan være svære at placere korrekt inde i skallen.
Udover at holde på varmen skal en liner gerne være fugttransporterende, så du kan komme af med evt. sved. Merinould, polyester (eller fleece) og endda silke er alle gode valg til dette, og de er også bløde materialer. Vær opmærksom på, at merinould har lugtbekæmpende egenskaber, hvilket kan være en ekstra fordel. Ydermere kan noget polyester eller fleece være “klistret” og føles som om, det hænger fast i fingrene. Vi anbefaler derfor, at du prøver handskerne for at mærke, hvad du finder mest behageligt.
De mest gængse funktioner for skihandsker er åndbarhed, vandsøjletryk, vindtæthed, ekstra slidstærke områder og håndledsstropper.
Af ekstra funktioner kan nævnes bløde næseudtørringsområder på tommelfingeren til en dryppende næse eller en mini-gummiskraber, der hjælper med at tørre dine goggles af. Ydermere kan der være ventilation, lommer til f.eks. en nøgle, touchscreen-fingre, elektrisk varme, karabinhager til at klipse handskerne sammen osv.
Når du har fundet de rigtige handsker eller en kombination af handsker, skal du sørge for at købe den rigtige størrelse. Dette er vigtigt, da du ellers mindsker effektiviteten af din handske. dine handsker er for store, vil cirkulere for meget luft rundt, som dermed ikke varmes ordentligt og derfor ikke holder dine hænder varme. Hvis dine handsker er for små, er der for det første for lidt luft i handskerne til at holde dig varm. For det andet hæmmes blodcirkulationen, hvilket igen giver kolde fingre. Ideelt set bør der ikke være for meget overskydende plads hverken ved fingerspidserne eller på bagsiden af hånden, når din hånd holdes åben, ligesom de ikke skal føle sig for stramme på disse steder, når du laver en knytnæve. Vær obs på, at læderhandsker som oftest giver sig lidt efter noget tid, så disse må gerne være lidt tætsiddende, når du prøver dem første gang.
Nogle mærker har deres egen specifikke størrelsesguide, så du kan med fordel undersøge denne først. Dog har vi her lavet en unisex størrelsesguide til voksne, der baserer sig på en sammenligning af gængse brands’ størrelsesguides såsom Hestra og Reusch. Bemærk at nogle brands laver unisex handsker og andre skelner ml. herre- og damehandsker.
Mål omkredsen af din hånd ved den bredeste del af håndfladen og find din størrelse nedenfor:
Omkreds (mm.) | Str. | Dame | Herre |
127 | 5 | XS | |
152 | 6 | S | |
178 | 7 | M | XS |
203 | 8 | L | S |
229 | 9 | XL | M |
254 | 10 | M/L | |
279 | 11 | L | |
309 | 12 | XL | |
330 | 13 | XXL |
Er du mellem to størrelser, kan du bruge disse kriterier:
1. Fingerlængde
2. Hvis du bruger en ekstra inderhandske af f.eks. uld, skal du vælge den store størrelse.
3. Hvis du foretrækker en mere rummelig handske, der bliver lidt varmere (= mere plads til at ånde), gå med den større størrelse.
4. Hvis du kan lide en handske med optimal fingerfærdighed, skal du gå med den mindre størrelse.
Det er ikke altid, at pasformen af en skihandske er angivet. Dog er der nogle mærker, der f.eks. har lidt mere slim modeller, og hvis du ved, at du har meget brede hænder, er det igen en fordel at prøve handskerne, før du køber. Kig også gerne på, om de har et højt eller langt skaft ift. om du skal have jakkens manchet ud over eller indeni handsken.
Som forbruger behøver man ikke overtænke vægten, men det er stadig en vigtig faktor ift. varmen i dine skihandsker. Som regel er det derfor kun vægten af isoleringen, der er angivet. Her kan en tommelfingerregel være, at:
Alt under 100 gram er til varmere dage med +0 grader eller til dem, hvis hænder altid er varme.
100 gram er som regel fint til den gennemsnitlige vinterdag med -1 til -5 grader, medmindre du let får kolde hænder.
100 gram eller mere er til kolde dage, under -5 grader.
Design er meget subjektivt, og du finder både handsker med farver, mønstre, retro-stil osv., og du burde derfor kunne finde en handske, der falder i din smag. Hvorom alting er, laves mange handsker i klassisk sort eller brun, der går til det meste skitøj.
Som det meste skiudstyr, så har pris og kvalitet en vis sammenhæng. Og du kan finde handsker fra 200 kr. og opefter. Dog behøver du altså ikke give flere tusind kroner for et par handsker. Igen kig realistisk på dit behov. Er du afsted på skiferie én gang om året, og bruger du kun handskerne til dette, skal du måske sætte dit budget derefter. Her vurderer vi, at du godt kan finde et par udmærket handsker til 300-500 kr. Er du derimod afsted flere gange om året, eller bruger du også handskerne herhjemme, kan det godt betale sig at investere lidt flere penge, ca. 500-1000 kr.
Som vi før har understreget, er det super vigtigt at kigge på de materialer, der er anvendt, selvom det “bare” er et par handsker. Det har nemlig stor indvirkning på, hvor handskernes effektivitet og holdbarhed.
Hvis du har købt et par handsker, men f.eks. stadig fryser eller får våde fingre, så undersøg mulighederne for, hvad du kan supplere dine handsker med, så du ikke går ud og bruger unødvendigt mange penge på et par nye. Det kunne f.eks. være en skalhandske, en merinouldsinderhandske eller et par håndvarmere.
Skal du på skiferie med børn eller skal du et meget koldt sted hen, så er et par handskevarmere næsten et musthave. Engangsvarmere kan fås til 10-20 kr., men vil du være lidt mere bæredygtig, kan du også få nogle, der er genanvendelige.
Hestra er et af de mest kendte handskemærker på markedet og producerer sportshandsker såvel som “fashion” handsker. Familievirksomheden Martin Magnusson & Co. blev grundlagt i 1936 og drives nu af tredje og fjerde generation. Både design og udvikling sker i hovedkvarteret i den lille landsby Hestra, Sverige, og de har et imponerende produktsortiment til både børn og voksne. Handskerne fremstilles på deres egne fire fabrikker, og de køber selv alt læder, stof, uld og andre materialer, hvilket ifølge dem giver kontrol over produktionskæden og sikrer et højt kvalitetsniveau. Flere af deres modeller er desuden håndlavede af nogle af de mest erfarne handskeproducenter i Europa, hvor én handske indeholder mere end 40 forskellige dele.
Handskespecialisten Reusch er en verdensomspændende virksomhed med mere end 85 års erfaring inden for fremstilling af sportshandsker af høj kvalitet. Reusch er specialiseret i målmandshandsker og vintersporthandsker og er et af verdens førende traditionelle handskemærker. Reusch blev grundlagt i 1934 og forfølger et mål om at udvikle af de bedste handsker, der består af materialer af høj kvalitet, innovative teknologier og en enestående pasform. Reuschs ekspertise som handskespecialist er defineret af viden og færdigheder, men også af tradition og erfaring. Disse kernekompetencer garanterer, at hver Reusch-handske leverer, hvad den lover. I mange år har Reusch samarbejdet med nogle af verdens mest succesrige vintersportsatleter samt målmænd.
Hos Black Diamond handler det primært om klatring og skiløb. Siden 1957 har deres innovative design sat standarden inden for mange produktområder. Black Diamond har hovedkontor i Utah, USA og alle designs, tests og produktionsprocesser laves laves af klatrere, skiløbere og bjergbestigere på nogle af de mest udfordrende steder på jorden. Selvom Black Diamond ikke kun producerer skihandsker, så har de en pæn produktportefølje af selvsamme til både mænd og kvinder.
Dakine er grundlagt på Hawaii i 1979 og laver tilbehør, overtøj og tøj til folk, der elsker at surfe, cykle mountainbike samt stå på ski, snowboard og skateboard. Dermed er de ikke kun specialiseret inden for ét område, men deres handskeudvalg er stadig imponerende stort og de kombinerer mange forskellige materialer og teknologier, der tilsammen giver rigtig gode kvalitetshandsker i høj kvalitet til en overkommelig pris.
Burton er oprindeligt et amerikansk snowboard-mærke, der blev grundlagt i 1977 af Jake Burton Carpenter. I dag designer og fremstiller Burton brancheførende produkter til snowboarding og snowboard livsstil, herunder snowboards, støvler, bindinger, overtøj og skiundertøj samt helårsbeklædning, tasker og tilbehør. Selvom Burton er et udpræget snowboard-mærke, laver de også rigtig gode handsker, der også kan anvendes til skiløb.
I oktober 2017 er det undersøgt, hvordan en handskes specifikke design påvirker den termiske komfort. Med termisk komfort menes, hvor godt handsken holder på varmen, samt hvor god fingerfærdigheden er. Handsken 2in1 Gore-Tex har en dobbeltkammerkonstruktion, hvortil man kan bære handsken på to forskellige måder; Handsken har derfor et rum kaldet “grip” for at maksimere fingerfleksibilitet og et kaldet “warm” for at maksimere varmeisolering under ekstremt kolde forhold. Dobbeltkammerhandskerne er sammenlignet med to almindelige skihandsker produceret af det samme firma. Resultatet viste, at ved både “grip” og “warm” faldt fingertemperaturen ikke under den komfortable grænse på -15°C, hvilket antyder, at begge konfigurationer garanterer behagelige forhold under fysisk aktivitet, der kan sammenlignes med alpint skiløb. Det blev konkluderet, at 2-i-1-Grip var mere isolerende sammenlignet med referencehandsken, der var certificeret til en temperatur ned til -15 °C. 2-i-1-Warm var faktisk lidt mindre isolerende end referencehandsken, der var certificeret til -20 °C.
Skihandskers evne til at holde på varmen i koldt vejr er altafgørende for dine hænders komfort, hvilket ligger til grund for en undersøgelse af forskellige handskers performance, udført på Antarktis i november 2016. Resultaterne viste, at de opvarmede fingerhandsker og luffer (inklusive nogle med strømmen slukket) samt luffer med foringer opretholdt fingertemperaturerne inden for et behageligt og sikkert interval ved eller over 15 °C). Desuden kunne det konkluderes, at luffer uden foring (skalhandsker) klarer sig generelt bedre end uopvarmede fingerhandsker. Her sås ligeledes en positiv sammenhæng mellem performance og handskernes pris. Interessant nok, øgedes varmetabet ved indsættelse af kemiske varmelegemer ved håndleddet, hvilket muligvis skyldes det udsatte område omkring varmelegemet.
I et eksperiment fra november 2019 undersøges den fysiske og psykologiske effekt af at bære handsker under hvile i koldt vejr. 7 ældre kvinder deltog i eksperimentet som blev udført i et temperaturkammer. Resultaterne viste, at brug af handsker til ældre kvinder påvirkede fordelingen af hudtemperatur og kardiovaskulær respons i kolde omgivelser. Dvs. at der flere steder på kroppen var generelt højere temperaturer ved brug af handsker sammenlignet når deltagerne ikke brugte handsker. Dertil var hjerterytmen højere uden brug af handsker og deltagerne følte sig også mere kolde. Det konkluderes derfor, at ældre kvinder bør informeres om vigtigheden af at bruge handsker i koldt vejr.
Vi har lavet en omfattende test og kåret de 3 bedste skihandsker. Se og læs om testvinderne inde i artiklen.
Skihandskerne vurderes ud fra følgende parametre: materialer, funktioner, brugervenlighed og design.
Valget af skihandsker afhænger af mange forskellige parametre, og vi kommer ind på disse inde i artiklen.
“Thermal comfort of dual-chamber ski gloves – ResearchGate.” 25 nov. 2020, https://www.researchgate.net/publication/320951316_Thermal_comfort_of_dual-chamber_ski_gloves. Åbnet 12 jan. 2021.
“Glove and mitten protection in extreme cold … – NCBI – NIH.” 10 nov. 2016, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5106465/. Åbnet 12 jan. 2021.
“추운 환경에서 보온용 장갑 착용이 고령 여성의 인체 생리 반응 ….” https://www.koreascience.or.kr/article/JAKO201911951162329.pdf. Åbnet 12 jan. 2021.
Martha arbejder som journalist og skiekspert for Magasinet Ski. Hun har haft hele 3 sæsoner i Alperne som destinationsguide/skibums. Derudover har hun arbejdet i skibutikken 'OneOpenSky' som udstyr- og tøj ekspert. Én af hendes store interesser er freeride (offpiste), hvilket også er årsagen til, at hun har deltaget i DM i Freeride og været på offpiste-ture bl.a. i Makedonien. Hendes erfaring spænder bredt, idet hun har prøvet kræfter med et væld af skidiscipliner, herunder alpinski, freeride, randonee/touring, freestyle og snowboard. Som ekspert følger hun med i de seneste nyheder, undersøgelser og trends inden for skiverdenen og bruger hendes bekendte inden for "ski-miljøet", herunder professionelle skiløbere, som sparringspartnere, således hendes tests og guides bliver så retvisende som muligt.
Få eksklusiv adgang til:
Konkurrencer (skirejser, skiudstyr og skitøj)
Rabatkoder til skibutikker
Tests af skiudstyr og skitøj