Skihjelmen er i de seneste år gået fra at være et sjældent syn på pisten til rygraden af den fornuftige skiløbers udstyr. Med en skihjelm på hovedet mindsker du risikoen for at få hovedskader, og skihjelmen er derfor et must have.
Magasinet Ski har i samarbejde med skiekspert Gustav Godsk lavet en test af skihjelme. Se de 5 testvindere herunder og/eller læs ekspertens købsråd længere nede i artiklen.
Testen er baseret på vores eksperts anbefalinger, erfaring og research. Vi tester ikke selv produkterne.
Bedste skihjelm
Pris: 1.099 DKK
Vinderen i kategorien “bedste skihjelm” er Obex Pure fra svenske POC. Denne kvalitetsprægede skihjelm fra POC er et sikkert valg for enhver skiløber. Den har en stærk konstruktion, en lav vægt, er komfortabel og pasformen kan nemt justeres vha. nakkehjul.
Annonce
Bedste billige skihjelm
Pris: 494 DKK
Vinderen i kategorien “bedste billige skihjelm” er Cairn Impulse. En særdeles let og behagelig skihjelm, som ligesom de andre hjelme overholder sikkerhedsstandarderne. Skallen er In-Mold, hjelmen kan let justeres og den faste ventilation sikrer et godt indeklima.
Annonce
Bedste premium skihjelm
Pris: 1.499 DKK
Vinderen i kategorien “bedste premium skihjelm” er POC Fornix Mips. En virkelig komfortabel og robust hjelm med et væld af funktioner og teknologier (fx MIPS-teknologi for ekstra sikkerhed), som sikrer en høj kvalitet, funktionalitet, komfort og justerbarhed.
Annonce
Bedste skihjelm med visir
Pris: 2.099 DKK
Vinderen i kategorien “bedste skihjelm med visir” er Cairn Spectral Visor Magnet 2. Hjelmen er udstyret med 2 magnetiske linser til hhv. solskin og overskyet vejr. Skallen er en hybrid af ABS og in-mold, hvilket gør hjelmen yderst sikker og beskytter slag fra flere steder.
Annonce
Bedste skihjelm til børn
Pris: 379 DKK
Vinderen i kategorien “bedste skihjelm til børn” er Cairn Orbit. Hjelmen har en stærk ABS-skal med in-mould konstruktion, der lever op til EU-sikkerhedsstandarder. Den er holdbar, har et nemt justeringssystem og er polstret med fleece for ekstra varme.
Annonce
Et voksende fokus på sikkerhed blandt skisportsudøvere har gjort skihjelmen til en naturlig del af skioutfittet. Hvad førhen blev set som kikset, er nu sund fornuft for de fleste, og på mange pister bliver der sågar kigget skævt på løbere, der ikke bruger hjelm. Denne nyfundne begejstring for skihjelme er ikke uden grund, for hjelmen beskytter nemlig kroppens vigtigste legemsdel: Hovedet.
En skihjelm er en hjelm, der er specielt designet til alpine sportsgrene såsom ski og snowboard, og i mange skiområder er skihjelmen endda påkrævet ved lov. Den beskytter dit hoved, hjælper dig med at holde en stabil kropstemperatur, og så ser den bare brandgodt ud i kombination med resten af dit skioutfit.
Skihjelme fås i vidt forskellige stilarter og konstruktioner, og det kan være svært at finde hoved og hale i, hvad man skal vælge. Vi har udarbejdet en dybdegående guide, så du aldrig er i tvivl om, hvad du skal være på udkig efter i en skihjelm.
Skihjelmen beskytter dit hoved mod hjernerystelse og andre hovedskader, og med den er du altid bedre stillet i et styrt. Desuden har skihjelmen en blød polstring på indersiden, så den er behagelig at have på, og moderne funktionalitet giver dig mulighed for at justere størrelsen samt tilpasse, hvor varm skihjelmen er. Med andre ord er skihjelmen lavet til at hjælpe dig, ikke genere dig.
Skihjelmen kan sammenlignes med sikkerhedsselen i en bil: Den er der, når du har brug for den, og imens du bruger den, mærker du den ikke. Og hvorfor ikke køre med sikkerhedssele?
For langt de fleste skisportsudøvere er skihjelmen en selvfølge, der skaber trygge rammer i skiløbet. For andre er den et spørgsmål om begrænset frihed snarere end sikkerhed, og de mener ikke, at skihjelmen hører hjemme i deres skiløb.
Uanset hvilken lejr du befinder dig i, kan du være forpligtet til at bruge en skihjelm, da der i en række skiområder og lande stilles krav om brug af hovedbeskyttelse i alpine sportsgrene.
For eksempel er skihjelmen påkrævet for børn under 15 år i Tirol og andre dele af Østrig, og i Italien risikerer du en bøde på 200 euro, hvis dit barn er under 14 år og ikke bruger hjelm. Flere børneskiskoler kræver, at eleverne bruger skihjelm, og i Norge og Sverige kan du opleve, at børn uden skihjelm simpelthen ikke får lov til at bruge lifterne.
Dette krav gælder endda også for voksne i den amerikanske stat New Jersey og i nogle områder i Canada.
Ved at bruge skihjelm beskytter du ikke kun dit hoved, du undgår også at komme i karambolage med lokale myndigheder, få en bøde og i værste fald få frataget dit liftkort, og det er vigtigt at huske, at alle skisportssteder – uanset lokal lovgivning – opfordrer skiløbere til at bruge hjelm.
Lad der ikke herske nogen tvivl: Alle skiløbere har glæde af at køre med skihjelm, da der altid er en risiko for at slå hovedet, når man står på ski. En hensynsløs skiløber kan køre ind i dig bagfra, eller din ski kan uventet blive fanget af underlaget og køre ud af en tangent.
Begge scenarier kan ende i styrt, hvor der er en risiko for at slå hovedet mod underlaget, og skihjelmen er derfor et vigtigt beskyttelseselement for enhver skiløber.
Når det er sagt, er der selvfølgelig nogle, der er mere udsatte end andre, og dermed har større behov for at køre med skihjelm. Vi har lavet en liste over risikogrupper, hvor skihjelmen i særdeleshed er vigtig:
Når du vælger din næste skihjelm, er sikkerheden det første at være opmærksom på. Uanset om du er nybegynder, professionel, freestyler eller familiefar skal sikkerheden være i top, og du bør kun overveje skihjelme, der lever op til de internationale sikkerhedsstandarder.
En anden afgørende faktor for dit valg af skihjelm er pasformen. En løstsiddende hjelm beskytter ikke dit hoved ordentligt, og en for stram skihjelm kan give hovedpine. Den bedste skihjelm er den, du ikke kan mærke, men er der, når du har brug for den.
Ligeledes er farvevalg og design vigtige at tage stilling til. Fx er det smart med skrigende farver til børn, så de er nemmere at spotte på pisten, hvorimod voksne ofte foretrækker mere dæmpede designs, der passer godt til resten af skioutfittet.
Når du står med en skihjelm, der beskytter godt, passer perfekt og har det rigtige design, er det en god ide at tjekke, om den passer med dine skibriller, så de to dele ikke generer hinanden. Hvis du ikke i forvejen har skibriller, kan du med fordel købe dem sammen med din skihjelm, så du sikrer, at de to elementer passer sammen.
I jagten på din næste skihjelm er det oplagt samtidig at lede efter et par skibriller. Det ses igen og igen, at hjelm og brille ikke fungerer sammen, og det er et problem, man bare ikke gider at stå med på skiferien. Når du prøver hjelm og brille samtidig, så vær opmærksom på, at der ikke skal være et mellemrum på panden (goggle gap).
Udover at blive en kold fornøjelse for panden er goggle gap et absolut no-go ifølge pisternes selvbestaltede modepoliti. På den anden side skal hjelmen ikke presse brillerne ned over næsen, og denne balance mellem hjelm og brille kan være svær at finde.
Du kan også kombinere din skihjelm med en hjelmhue (balaclava) eller en halsedisse. De giver mulighed for at skærme mod vind i nakke og på kinder, og begge er rigtig gode løsninger til blæsevejr eller kolde skidage.
Desuden er de små nok til at folde sammen og opbevare i lommen, så du altid kan hive dem frem, når du fryser. Husk kun at bruge huer, der er egnet til at have på under en skihjelm. En normal hue under skihjelmen ødelægger hjelmens evne til at beskytte dit hoved.
Derudover kan du købe et kamera-mount til din skihjelm. Den giver dig mulighed for at montere et kamera på din skihjelm og filme dit og andres skiløb. Hvis du ikke har dit eget kamera, kan du måske låne en vens GoPro med på skiferien og skyde nogle fede film.
Skihjelme til børn er oplagte at dekorere med pynt eller styling. I flere skibutikker er det fx muligt at købe et gevir, et par ører eller en hanekam, der kan monteres på skihjelmen. Det er sjovt for børnene og gør det nemt for forældrene at holde styr på deres barn på en tætpakket piste.
Det er også muligt at få en hjelmspray, der dræber bakterier og mindsker svedlugt i hjelmen. Hvis du bruger en hjelmspray, så husk kun at spraye inderhjelmen, hvor svedlugten trives.
En skihjelm klarer sig for det meste helt fint selv, og den har ikke det store behov for at blive passet og plejet. Når det er sagt, har hjelmen selvfølgelig godt af at blive vasket en gang imellem.
Du vasker din skihjelm med en vaskeklud, opvredet i varmt sæbevand, som du skrubber inderhjelmen med. Til sæbevandet bruges normal husholdningssæbe eller lignende og ikke stærke vaskemidler. Nogle skihjelme har endda en udtagelig inderhjelm, som letter denne proces.
Efter hjelmen er vasket og tørret af med en klud, vil den stadig være fugtig, og du kan med fordel hænge hjelmen i et varmeskab eller bruge en hårtørrer til at tørre hjelmen. Pas dog på med at lægge hjelmen foran en brændeovn, da belægningen på yderhjelmen kan tage skade ved direkte varme.
Mange skihjelme kommer med et etui eller en pose, der beskytter hjelmen, og de er gode at bruge, når du skal pakke din hjelm ned i en kuffert eller taske. Hvis du yderligere vil undgå skrammer på din skihjelm, kan du med fordel stille din skihjelm op, hver gang du sætter den fra dig, så der ikke kommer ridser i belægningen på toppen af yderskallen.
Skihjelmens konstruktion har bl.a. indflydelse på dens beskytteevne, vægt og ventilation, og her skelnes typisk mellem hard-shell, in-mold og hybrid.
Hard-shell-hjelmen har en tykkere yderskal, der gør den yderst holdbar mod slag og stød. Den hårde yderskal giver hovedet en mere abrupt og ubehagelig standsning ved mindre slag, men giver samtidig den bedste beskyttelse mod voldsommere slag, hvilket gør hard-shell-konstruktionen særligt attraktiv hos konkurrenceløbere.
I en in-mold-konstruktion sidder yder- og inderdel sammen, således at hjelmen er i ét stykke. En in-mold-hjelm har en tynd og let yderskal og en god naturlig ventilation. Hjelmen deformeres nemmere og er derfor god til at absorbere mindre slag. Dog bliver in-mold-hjelmen hurtigere nedslidt, i takt med at den er mindre hårdfør mod almindelige slag.
En hybrid-hjelm kombinerer elementer fra in-mold og hard-shell. Det giver en god balance mellem vægt, holdbarhed og ventilation.
Den yderste del af hjelmen fungerer som en hård flade, der beskytter mod skarpe kanter og hjælper med at fordele trykket på et større areal af hjelmen, når du falder. Yderskallen er typisk lavet af det slagfaste og brudsikre polycarbonat eller af ABS-plast, som også bruges til legoklodser.
Indersiden af hjelmen er oftest lavet af udvidet polystyren (EPS). Det er et plastisk skummateriale, der beskytter hovedet ved at deformere kortvarigt, når hjelmen udsættes for slag. Efter flere slag kan foringen blive sammenpresset, og den beskytter dermed ikke længere optimalt. Det er et tegn på, at hjelmen bør udskiftes.
Alle hjelmemodeller sikkerhedstestes før de sælges til forbrugerne. Det sikrer, at hjelmen beskytter ordentligt mod slag fra styrt, og der er specielt to sikkerhedsstandarder, du skal være opmærksom på, når du vælger din næste hjelm:
Forskellen på de to er, at den amerikanske testprocedure generelt er mere omfattende og har strengere krav.
Før du køber en hjelm skal du sikre dig, at den lever op til mindst én af disse standarder. Hvis du er i tvivl, kan du tjekke sikkerhedscertificeringen på et klistermærke inde i hjelmen. Hjelme fra specialbutikker er altid sikkerhedscertificeret. Husk at du ikke kan bruge din cykelhjelm som hjelm.
En godkendt hjelm vil altid være udstyret med en form for hagerem. Med den kan du klikke din hjelm fast på hovedet og dermed undgå, at hjelmen ryger af i et styrt. Hageremmene findes i forskellige størrelser og med forskellige systemer.
Når du vælger din hjelm, kan du med fordel undgå små og spidsfindige remme, da de ofte er sværere at få op med handsker på. Nogle remme vil endda være mulige at åbne og lukke med blot en enkelt hånd, hvilket er en klar fordel. I nyere tid er det blevet populært at bruge magneter i stedet for et kliksystem i hageremmen, da magnetsystemet kan åbnes og lukkes med en enkelt hånd.
Ved de fleste moderne hjelme kan du justere, hvor stramt den sidder om dit hoved. Der er flere forskellige justeringssystemer, som alle har deres fordele.
Den mest udbredte justeringstype er Boa-systemet, hvor du kan stramme eller løsne hjelmens greb om dit hoved ved at skrue på et hjul placeret bag på hjelmen.
Et andet system bruger luftpuder, hvor du kan ændre mængden af luft i puderne på indersiden af hjelmen ved at trykke på en pumpe bag på hjelmen. Både Boa- og luftpumpesystemet giver dig mulighed for at justere din hjelm på pisten og er derfor yderst nyttige features for enhver skiløber.
Andre hjelme har udtagelig polstring, hvor du kan fjerne eller tilføje puder på indersiden af hjelmen. Denne løsning kan være en god ide til børn, da de kan vokse med hjelmen. Dog er det svært at justere hjelmen midt på pisten.
De fleste moderne hjelme er udstyret med ventilationssystemer, der sikrer, at skiløberen kan holde en behagelig temperatur i hovedregionen. Ofte vil ventilationssystemet bestå af huller i hjelmen, der lukker luft ind til hovedbunden.
På mange hjelme vil det være muligt at åbne og lukke disse huller og dermed tilpasse luftgennemstrømningen efter temperatur og vejrforhold. Når du står på ski i snevejr, er det altid praktisk at have muligheden for at lukke hjelmen. Tilsvarende er et ventilationssystem en kæmpe fordel, når vejret er varmt, og du dermed har mulighed for at lufte ud.
Antallet af ventilationshuller varierer efter hjelm, og der kan være forskel på, hvor store de er samt hvilken form, de har. Det vigtigste at være på udkig efter er, om der er mulighed for at åbne og lukke hullerne, eller om ventilationssystemet på andre måder kan justeres.
Udover ventilationssystemet har hjelmens konstruktion også indflydelse på ventilationen. In-mold-hjelme har den bedste naturlige ventilation, mens hard-shell-hjelme isolerer bedre.
Nogle nyere hjelme har indbyggede høretelefoner i øreklapperne, der gør det muligt at høre fx musik eller podcast, mens man kører. Denne funktion får du dog sjældent brug for, da musik på pisten som hovedregel er et no-go. Det fjerner din opmærksomhed fra omgivelserne og øger risikoen for at køre ind i andre, og desuden snyder du dig selv for lyden af dine ski, der skærer gennem sneen.
Denne funktion gør det muligt at justere, hvor varm hjelmen er. På en kold bjergtop er øreklapperne dog nok noget af det sidste, du vil tage af, og derfor får du sjældent brug for denne funktion på bjerget. Funktionen er derimod genial, hvis du vil bruge hjelmen til andre sportsgrene.
Ved at tage øreklapperne af hjelmen kan den bruges som fx cykel- eller skaterhjelm. Aftagelige øreklapper er ikke et musthave, men det er en lækker feature, som giver din hjelm en ekstra grad af funktionalitet.
Den moderne MIPS-teknologi anses for at være den sikreste hjelmteknologi. Et ekstra lag indbygget i hjelmen sikrer, at inder- og yderhjelm kan bevæge sig uafhængigt af hinanden. Det gør, at dit hoved i mindre grad roterer med hjelmen, når den i et styrt rammer underlaget i en skæv vinkel. Med andre ord er det yderhjelmen, der tager mest af skraldet, og derfor er dit hoved bedre beskyttet.
Hjelme med MIPS-teknologi koster oftest mere end normale hjelme og er derfor til skiløberen, der prioriterer maksimal beskyttelse i sin hjelm.
Du skal altid være opmærksom på, om hjelmen passer til dine skibriller i forhold til størrelse og pasform. Det vigtigste er, at hjelmen ikke skubber brillerne ned over næsen, og at mellemrummet mellem brille og hjelm i panden er så småt som muligt (intet goggle gap).
På en hjelm med visir vil hjelm og brille altid passe sammen, og du behøver derfor ikke at bekymre dig om skibrille-kompatibilitet.
Desuden er størstedelen af hjelme udstyret med en justerbar elastikrem bag på hjelmen, som sikrer, at skibrillerne ikke ryger af under et styrt.
Kamera-mountet købes separat og sættes på siden eller toppen af din hjelm. På mountet kan du montere et kamera, så du kan filme, mens du kører.
Det traditionelle mount er fastholdt af en meget stærk lim, og du behøver derfor ikke at bekymre dig om, om dit kamera stadig sidder på, når du laver et backflip på det store hop i parken. Det sker meget sjældent, og kun i voldsomme styrt. Dette betyder dog også, at et kamera-mount som udgangspunkt ikke er aftageligt og derfor svært at låne videre.
I de senere år er visiret blevet populært til hjelme, da det kombinerer hjelm og -brille i et. Når du køber en hjelm med visir, er skibrillerne allerede fastmonteret på hjelmen. Det er en rigtig smart løsning, da du undgår at købe hjelm og brille separat. Det er endda muligt at skifte visirets linse efter vejrforhold, ligesom på langt de fleste skibriller.
En hjelm med visir kan i mange tilfælde være en god løsning til små børn, der nemmere kan tage skibrillerne på selv og dermed i mindre grad er afhængig af hjælp fra en forælder eller skilærer.
Når du vælger hjelm, skal du først og fremmest tage højde for størrelsen. Du måler størrelsen på dit hoved med et målebånd. Start fra panden og træk målebåndet henover øret til baghovedet, hvor målebåndet skal spænde over det bredeste punkt.
Fortsæt hele vejen rundt, og så har du dit hoveds omkreds. Vær opmærksom på, at størrelserne kan variere efter mærke, og at du derfor altid bør tjekke, om der er en specifik størrelsesguide til hjelmen. Desuden er alle moderne hjelme justerbare til en vis grad, så du selv kan tilpasse størrelsen med nogle få centimeter.
Nedenfor har vi udarbejdet en størrelsesguide, der er vejledende for de fleste hjelme til voksne:
XS | 49-53 cm |
S | 53-56 cm |
M | 56-59 cm |
L | 59-62 cm |
XL | 62-64 cm |
Husk på at størrelsesguides er vejledende, og at det ikke er sikkert, at hjelmen passer – også selvom dens størrelse stemmer overens med dit hoveds målte omkreds. hjelmes pasform er forskellige, så fit og facon er vigtige faktorer at tage højde for, når du vælger hjelm. Prøv dig frem!
Det er altafgørende, at hjelmen passer på dit hoved. Et rigtigt fit sikrer en jævn fordeling af tryk rundt om dit hoved. Hvis trykket ikke er lige stort alle steder, kan du efter en lang dag på bjerget få hovedpine.
Et dårligt fit kan også svække hjelmens beskyttende evner. Den eneste måde at kende pasformen på er ved at prøve hjelmen, så du skal altid have prøvet hjelmen på, før du beslutter dig.
Generelle pejlemærker for, om din hjelm passer:
Som udgangspunkt er en lettere hjelm at foretrække, da du dermed skal bruge færre kræfter på at holde styr på hovedet i skiløbet. En for tung hjelm kan være en stor belastning for musklerne i nakken, og efter nogle timer på bjerget kan du tydeligt mærke forskel på, om din hjelm vejer 400 g eller 550 g.
Når det er sagt, er vægten altid et individuelt spørgsmål, og hvis du er i nogenlunde form, vil en tungere hjelm ikke være noget problem. Desuden vænner du dig hurtigt til at køre med en tung hjelm.
Til børn er det i særdeleshed vigtigt, at skihjelmen ikke vejer for meget, da børns hoved i forvejen vejer tungt i forhold til resten af kroppen og kan være svært for dem at styre. Her er det en god ide at vælge in-mold-hjelme, der generelt er lettere end hard-shell-hjelme.
Udover at beskytte har skihjelmen også et kosmetisk aspekt, og du bør vælge en skihjelm, du synes, ser godt ud og glæder dig til at tage på om morgenen. Designet kan ikke være rigtigt eller forkert, og du skal derfor vælge efter din egen smag.
Vil du have en neutral skihjelm, der fremhæver resten af dit skioutfit, eller vil du have en skihjelm i skrigende farver, der er nem at genkende på pisten? Det kan være, at du går efter et bestemt look – er du freestyler eller pisteløber?
Til børn er skrigende farver og et distinkt design som regel det bedste valg, da de dermed er nemme for forældre at finde på pisten. Et barn med en sort hjelm kan nemt smelte sig ind i mængden af folk på pisten. Husk dog altid på, at sikkerheden kommer før udseendet.
Prisen er vigtig at overveje, når du vælger din næste skihjelm, da den har en væsentlig indflydelse på hjelmens sikkerhed, funktionalitet, design og materialekvalitet.
Det er muligt at finde en billig skihjelm uden at gå på afgørende kompromis med sikkerheden. Hjelme i prisklassen 300-500 kr. beskytter ofte fint, men kan halte betydeligt i kvalitet og funktionalitet, og de vil muligvis genere dig efter nogle timer på bjerget.
Derimod er en skihjelm i prisklassen 500-1000 kr. som regel en rigtig god løsning for den almene skiløber, da der ofte er en fornuftig balance mellem kvalitet, sikkerhed og pris. Skihjelme over 1.000 kr. har ofte bedre funktionalitet eller består af premium materialer, der øger kvaliteten betydeligt.
Disse skihjelme er også ofte fra anerkendte mærker, som lægger ekstra vægt på design og branding. Skihjelme over 2.000 kr. ses typisk hos konkurrenceløbere, professionelle eller ekspertløbere, der har brug for maksimal beskyttelse af hovedet.
Du er altid bedst stillet ved køb af skihjelme i specialbutikker, der primært beskæftiger sig med skisportsudstyr, og her vil det også være muligt at få professionel vejledning. Hvis skihjelmen ikke haster, kan du med fordel vente til der kommer udsalg i skisportsbutikkerne, hvilket som regel sker omkring uge 7 og 8.
Husk at du skal bruge din skihjelm i mange år, og at det som regel er en god ide at investere i en lidt dyrere skihjelm, du kan have glæde af i 10 år frem for en billigere skihjelm, du udskifter efter 3 år. Det er selvfølgelig også altid muligt at leje skihjelmen hos en lokal skiudlejningsbutik på selve skidestinationen.
Hvis det er første gang, du skal på ski, kan det være en god ide at leje skihjelmen. Alle skisportssteder tilbyder udlejning af skiudstyr, hvor du kan leje ski, støvler, stave og hjelme, og hos de fleste udlejningsbutikker får du skihjelmen med gratis, når du lejer ski. Især i Norge og Sverige ses det tit, at skihjelmen lånes gratis ud.
Husk på at udlejningshjelme kan ske at lugte, da de har været brugt af andre før dig, og her kan en tynd inderhue være en god ide at bruge. Hvis denne tanke skræmmer dig, så er den bedste løsning nok at købe din egen hjelm. Det samme gælder, hvis du regner med at skulle på ski mere end to-tre gange.
Hvis skihjelmen ikke er i den rigtige størrelse, så undgå fristelsen af at gå en størrelse op eller ned. Justeringssystemet kan ikke kompensere for en forkert størrelse, og hvis din skihjelm ikke sidder perfekt på dit hoved, forværres dens beskytteevne i afgørende grad.
Det samme gælder skihjelme til junioren, hvor man kan være fristet til at købe en for stor hjelm, så de kan vokse i den. Respektér, hvis størrelsen ikke passer.
Bestiller du skihjelmen online, er det typisk muligt at returnere den igen, og her kan du med fordel bestille flere størrelser hjem og blot beholde den, der passer.
Mange skihjelme kan også bruges til andre sportsgrene såsom skating og cykling. Du kan fx tage øreklapperne af, når du cykler om sommeren, og beholde dem på, når du cykler i koldt vintervejr.
Det er vigtigt at nævne, at ski- og cykelsport har forskellige sikkerhedsstandarder for hjelme, og selvom din skihjelm har aftagelige øreklapper og er CE EN 1077-certificeret, er det ikke sikkert, at den er egnet til at beskytte mod uheld forbundet med cykling.
På den anden side er det langt fra alle skihjelme, der bliver testet for at overholde cykelhjelmens sikkerhedsstandard CE EN 1078. Så selvom din skihjelm ikke er 1078-certificeret, kan den muligvis stadig bruges som cykelhjelm.
Selvom kamera-mountet oftest er set på freestyleren eller freerideren, så er det bestemt ikke nogen dårlig løsning for den smarte teenager eller til familiefaren, der gerne vil filme sine unger. Et kamera på skihjelmen giver anledning til en fælles afsløring af dagens skivideoer, og dermed er aftenunderholdningen i hus.
Når du skal montere dit mount, er det vigtigt at rengøre hjelmen først, så snavs ikke modvirker kamera-mountets klæbeevne. Til dette bruges almindeligt sæbevand. Undgå at bruge alkohol eller stærk sprit til at rengøre hjelmen, da farvebelægningen kan tage skade.
Kamera-mountet kan fjernes fra din skihjelm ved at opvarme klæbestoffet under selve mountet med fx en hårtørrer. Pas på med at overopvarme hjelmen, da det kan risikere at ødelægge farvebelægningen. Når du har fjernet kamera-mountet vil dets klæbeevner dog være svækket betydeligt, og det bør derfor erstattes, hvis du igen ønsker at montere mountet. Ellers risikerer du, at dit kamera flyver af hjelmen.
Som alt andet beskyttelsesudstyr har din skihjelm brug for et servicetjek en gang imellem. Det sikrer, at alle funktioner virker optimalt, og at hjelmens beskytteevne står distancen, skulle uheldet være ude.
Hvis hjelmen udsættes for voldsomme slag eller har åbenlyse skader, bør den sikkerhedstjekkes af en fagperson i din lokale skibutik eller -udlejning, og de vil kunne vurdere, om den skal erstattes.
Derudover kan hageremmen med tiden glide løs, og det er derfor en god ide at stramme den jævnligt. Hvis du har børn, så husk også at tjekke deres rem, da de oftest ikke selv er opmærksomme på, om hjelmen sidder stramt nok.
Tandlægen Bob Smith startede mærket Smith i 1965, hvor han sammen med en ven begyndte at lave briller på køkkenbordet. Denne lille forretning har sidenhen udviklet sig til en kæmpe producent, der både laver normale briller, skibriller og skihjelme.
I dag har Smith-mærket en omfattende testprocedure, der sikrer, at kun de bedste og mest konkurrencedygtige produkter rammer markedet, og derfor er du altid sikker på kvaliteten og holdbarheden, når du køber en skihjelm fra Smith.
Historien om Sweet Protection startede i skibyen Trysil i 1988, da en gruppe kajakere manglede ordentligt beskyttelsesudstyr til at klare sig på de norske floder.
Siden hen har mærket tydeligt markeret sig som frontløber inden for sikkert skiudstyr og laver i dag skihjelme af topkvalitet. Som navnet antyder, giver skihjelme fra Sweet Protection den bedste beskyttelse, og mærket er til dig, der prioriterer sikkerhed.
POC er et svensk mærke, der blev startet i 2005 og det er især kendt for sine ikoniske skihjelme. Trods POC’s relativt nylige indtog på skimarkedet finder du mærket overalt på pisterne, og POC-gear bruges endda af flere professionelle skisportsudøvere.
POC’s innovative tilgang til design og mode har gjort mærket til en trendsætter inden for skisporten. Når du køber udstyr fra POC, kan du være sikker på, at såvel kvaliteten som designet er helt i top.
Udstyrsgiganten Salomon finder du ikke kun i skiverdenen, men i næsten alle outdoor-sportsgrene. Mærket stammer helt tilbage fra 1947, og er verden over blevet et symbol på funktionalitet og holdbarhed. Blandt skihjelme er Salomon altid et godt valg, og du ved med sikkerhed, at hjelmen fungerer som den skal.
I skiverdenen bliver Cairn tit overset som en konkurrencedygtig producent, da mærket ikke emmer af prestige og ikke giver den samme ‘street credit’ som en skihjelm fra fx POC. Det kan dog være en stor fordel, da du til gengæld får rigtig meget hjelm for pengene, og du kan sagtens købe en lidt billigere skihjelm fra Cairn uden at gå på kompromis med sikkerhed, komfort eller kvalitet.
Der er uenighed om, hvorvidt brugen af skihjelme hjælper på antallet af hovedskader i forbindelse med skiløb. En udbredt teori er, at skihjelme er skyld i flere ulykker, da skiløberen får en falsk sikkerhedsfølelse, bliver overmodig og kører over evne.
Netop denne teori har en række forskere fra University of Innsbruck undersøgt, og deres resultater beskrives i en rapport fra 2019, som tager udgangspunkt i over 500 skiløberes vaner på bjerget.
Undersøgelsen viser, at især alder og niveau har indflydelse på, hvor tilbøjelig skiløberen er til at tage chancer, og den understreger, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem brug af skihjelm og hasarderet skiløb. Du skal altså ikke være bange for, at dit barn kører farligere med en hjelm på hovedet.
Teorien er også blevet undersøgt af en gruppe universitetsprofessorer fra USA, og deres forskning viser faktisk, at personer, der bærer hjelm, generelt tager færre chancer og kører langsommere. Denne undersøgelse fra 2007 tager udgangspunkt i 1779 skiløbere og snowboarder fra 34 skisportsområder og kan læses her.
Derudover konkluderes det i selvsamme undersøgelse, at sværhedsgraden af skirelaterede skader mod hoved, ansigt og nakke generelt er mildere hos løbere, der bruger hjelm.
Det betyder, at du ved at bruge en skihjelm, både mindsker risikoen for at få hovedskader i forbindelse styrt og er mindre tilbøjelig til at køre risikabelt. Og selvom den ikke erstatter sund dømmekraft, er der ingen tvivl om, at skihjelmen er en afgørende faktor for din sikkerhed på bjerget.
Vi har lavet en omfattende test og kåret de 3 bedste skihjelme. Se og læs om testvinderne inde i artiklen.
Skihjelmene vurderes ud fra følgende parametre: materialer, funktioner, brugervenlighed og design.
Valget af skihjelm afhænger af mange forskellige parametre, og vi kommer ind på disse inde i artiklen.
Gustav arbejder som journalist og skiekspert for Magasinet Ski. En skilæreruddannelse hos Den Danske Skiskole og et utal af undervisningstimer i bagagen er byggestenene til hans brede viden om skisporten - alt lige fra skiteknik til skiudstyr. I øjeblikket fungerer han som aktiv skilærer og underviser diverse danske skiklubber et par uger om året, mens han færddiggører sin uddannelse. Han har besøgt op til flere skilande heriblandt Norge, Østrig, Frankrig og Tjekkiet. Når det er uden for sæson, og det ikke længere er muligt at slå slalomsving på de snebeklædte bjerge, træner han intensivt op til den kommende sæson vha. trailløb, mountainbike, rulleskøjter, skateboard og fitness for at holde skiformen og balancen ved lige.